Cancer satte gang i processen: Nu stopper Hanne som tandlæge

Hanne Jørgensen har helt siden 1983 arbejdet på tandlægeklinikken på Nexø Torv og ejet den siden 1989. Men efter en kræftdiagnose har hun solgt den – og hun er ved godt mod.

Der er fællesspisning ved et lille bord her på Hanne Jørgensens tandlægeklinik på Nexø Torv, da Bornholms Tidende kigger forbi.

Måltidet er dog ved at være overstået, hvilket viser sig at resultere i, at samtlige deltagere snart står og børster tænder, hvorfor avisens udsendte et kort sekund overvejer om ikke, det ville være et godt initiativ at tage med tilbage til redaktionen:

– Klokken er 12.20, og der børstes!

Der kunne være lidt schwung over sådan et kommandoråb, men al erfaring tilsiger, at det blot ville afstedkomme, at kollegerne ganske ubetimeligt i stedet ville rejse børster, hvorfor projektet hurtigt og uden tilsat fluor bliver lagt til sengs igen.

Til stede i dag er også Delia Holmberg, hvilket Hanne Jørgensen er glad for, eftersom det er et manifest bevis på, at jo, det er omsider lykkedes hende at sælge sin klinik.

Hvordan har du det med det?

– Jeg har det godt! Også fordi det har været en lang proces, siger hun.

– Jeg fik jo konstateret cancer i 2020, og ...

– I 2021, retter en af hendes klinikassistenter hende.

– Nåja, i september 2021, fortsætter tandlægen.

– Jeg skulle i strålebehandling, men jeg tænkte, at nåja, så rejser jeg lige frem og tilbage, men jeg må sige, at jeg blev klogere.

Det havde nogle bivirkninger?

– Ja, selv om behandlingen kun tog 10 minutter hver gang, og det kunne jeg da godt klare, tænkte jeg. Da jeg kom over til lægen sagde hun: Du er godt klar over, at du er rigtig syg, ikke? Og så fandt jeg ud af, hvor dårlig jeg blev af behandlingen.

Der er vel også en psykisk reaktion på sådan en besked?

– Jo, men det tog jeg egentlig meget pænt, for jeg fik en overlæge, som bare var cool! Hun sagde: Hanne, du er smaddersyg, men ved du hvad? Jeg er den bedste! Jeg har skrevet en ph.d. i lige præcis din cancerform, så jeg kan godt gøre dig rask. Og jeg tænkte "fint". Det valgte jeg at tro på.

Brændt væk

Hanne Jørgensen skulle strålebehandles i to måneder, hvor tumoren simpelthen med hendes ord "blev brændt væk", og dertil skulle hun igennem en kemobehandling, så lægen konkluderede, at hun ville være sygemeldt yderligere en måned, fordi behandlingen tærer på kræfterne.

– Man kommer også i dårligt humør, og hver gang nogen spørger, hvordan Hanne Jørgsensen har det, græder man. Man bliver meget grådlabil, og jeg må sige, at jeg har oplevet i hvor dårligt humør, man kommer, når tarmfloraen ikke fungerer, fordi den bliver slået ned, siger hun.

Imidlertid havde hun en kollega på sin egen alder, hvilket vil sige fra 1956, og som vikarierede rundt omkring, og så valgte at komme ned på hendes klinik i december, januar og februar hen over årsskiftet 1921-22 for at give en hånd med og holde klinikken i gang.

– Han var så sød. Han tog alle de akutte ting, og så vendte jeg selv tilbage i marts, siger hun.

Klinikken kender hun ud og ind, for hun begyndte at arbejde der for sin far i 1983, fik efterfølgende tre børn, men overtog den ikke desto mindre i 1989, da faren sagde, at nu skulle han på pension.

– Så lige om lidt har jeg været tandlæge i 40 år, konstaterer hun.

Mere træt

Og din kræftsygdom, hvordan går det med den?

– Det går fint, jeg går til kontrol hver tredje måned. Men jeg tror på, at jeg bliver rask. Jeg synes bare, jeg er blevet mere træt, og jeg er selvfølgelig også blevet ældre, jeg bliver 67 til september.

I sommer, da hun primært psykisk havde det rigtig dårligt, sagde Hanne Jørgensen faktisk sit personale op. Hun havde da også henvendelser om klinikken, som hun havde sat til salg, deriblandt tre iranske kvinder, som alle var tandlæger og var interesserede i at overtage den.

– Men den mægler, jeg havde til at sælge klinikken, spurgte dem: Hvordan skal I tre så arbejde sammen? Dét havde de ikke tænkt over – og så blev de uvenner, og det gik i vasken, ler tandlægen.

– Men det betød så også, at jeg måtte spørge mine klinikassistenter, Lone og Susie, om det var okay, at vi annullerede opsigelserne, og i november blev vi så enige om, at vi håbede på, at der kom nogen i 2023 og købte klinikken.

Det gjorde der.

CITAT:

Hver gang nogen spørger, hvordan man har det, græder man