Gravgaard: Ualmindeligt dårligt naboskab

Energiøen er nu afklaret, men for naboerne ved landanlægget i Sose er lettelsen forvandlet til resignation. Når mennesker, der har boet her hele livet, nu vil forlade Bornholm for at finde fred, er det et svigt, som staten må rette op på – straks.

Det er godt, at Energiø Bornholm endelig er blevet afklaret. Usikkerheden har været en gift i sig selv, og en afgørelse er altid bedre end år med måske, måske ikke. Men afklaringen gør også én ting krystalklar: Vores samfunds håndtering af de mest berørte naboer er ualmindeligt dårlig.

I seks år har husejere ved det kommende landanlæg i Sose været stavnsbundet til deres hjem. Ikke i juridisk forstand, men i praksis. De har levet i en ufrivillig binding til et hus, de hverken har kunnet sælge med rimelighed eller investere i med ro i maven. De har været tvunget til at planlægge livet i en tåge af uvished, hvor man hver dag får mindet sig selv om, at ens hjem kan blive nabo til hegn, master og anlægsarbejde – og at man ikke ved, hvad man stilles i udsigt som kompensation.

Det er slemt at udsætte mennesker for. Og nu ser vi konsekvensen: Nogle af de berørte bornholmere siger, at de vil flytte – ikke bare væk fra Sose, men væk fra Bornholm – for at kunne finde fred. Når fødte og opvoksede bornholmere fortæller, at deres forhold til øen er ødelagt, bør alarmklokkerne ringe.

For det her handler ikke om, hvorvidt man er for eller imod energiøen.

Man kan være varm tilhænger af grøn omstilling og samtidig mene, at det er uacceptabelt at lade en lille gruppe mennesker betale en urimelig pris for et projekt, der koster over 100 milliarder kroner. Et projekt, som politikerne med rette kalder historisk. Men som risikerer at blive kendt for noget helt andet: at man kludrede i de relativt få millioner, der skulle til for, at de mest berørte naboer kunne fortsætte et godt liv.

Det er ikke i orden. Og det nytter ikke længere, at klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard bliver ved med at tale om forståelse og processer, mens tiden går. Han har lovet turbo i årevis. Hvis der nogensinde skal være et tidspunkt at sætte den turbo ind, så er det nu. For nu er beslutningen truffet, og nu er naboernes situation ikke længere et hypotetisk problem – men en konkret konsekvens af et nationalt prestigeprojekt.

Det er også nu, vi må kræve mere end bare god borgmestervilje og folketingssnak. Det er fint, at både den tidligere og nuværende borgmester kritiserer limboen, og at lokale politikere peger på behovet for kompensation. Men det ændrer ikke på, at ansvaret ligger hos staten – og at løsningen skal være statslig, tydelig og hurtig.

Der findes allerede værktøjer, der kan bruges. Blandt andet muligheden for fremrykket ekspropriation og erstatning på ekspropriationsvilkår. Hvis loven giver en vej til at skabe afklaring og rimelighed, skal den vej bruges – ikke om ti år, men nu. Det kan ikke være borgerne, der efter seks års kamp selv skal læse hundredvis af sider og navigere i jura og teknik for at finde deres egen redningsplanke. Det er systemets ansvar at hjælpe.

Energiøen er et gigantisk projekt. Den kan blive et vækstlokomotiv og et energicentrum. Den kan bidrage til et grønnere og mere energiuafhængigt Europa. Men dens legitimitet står og falder med, at vi kan se os selv i måden, vi behandler dem, der bor tættest på.

Kravet er enkelt: Ministeren må levere. Ikke flere hensigtserklæringer. Ikke flere runder. En løsning nu – så de berørte bornholmere kan få deres liv tilbage, uden at de behøver forlade Bornholm for at få fred.