Campus: Derfor fjernede vi protestbannere

Campus: Derfor fjernede vi protestbannere
Direktør Inge Prip fortæller, at nogle protestbannere blev fjernet i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens besøg, forbi det var i strid med skolens studieordensregler. Foto: Berit Hvassum
ERHVERV | Fredag 8. april 2022 • 12:48
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Fredag 8. april 2022 • 12:48

Bannere blev fjernet for at undgå en eskalering under statsministerens besøg, fortæller skoleledelsen.


Er demokrati og ytringsfrihed kun noget eleverne på Campus Bornholm hører om i undervisningen, men ikke noget, de må udøve, når skolen får besøg af statsministeren? Det spørgsmål meldte sig hos nogle, da det kom frem, at en række protestbannere blev fjernet, inden Mette Frederiksens besøg på skolen torsdag.

På Campus Bornholms hjemmeside forklarer skolens ledelse, at man gav grønt lys til at bannerne blev nedtaget, da man kunne se, at det var unge uden tilknytning til skolen, som stod bag ophængningen.

– Ærligt talt blev vi en anelse overrumplede af gårsdagens aktion og valgte i situationen at reagere i overensstemmelse med vores studieordensregler, da vi valgte at fjerne bannerne inden statsministerens ankomst til skolen, fortæller direktør Inge Prip på hjemmesiden.

Hun tilføjer, at Campus Bornholm hylder ytringsfriheden og glæder sig over, at unge mennesker deltager i den demokratiske dialog.

Nedtagningen af bannerne skete ikke mindst for at forebygge en eventuel eskalering, inden to elever skulle vise statsministeren rundt i bygningen, fremgår det.

– Vi konstaterede, at aktionen oplivede vores unges menneskers deltagelse i den demokratiske debat, hvilket kun er positivt. Det havde været ganske uproblematisk, hvis de unge havde taget opstilling udenfor i det offentlige rum og derved overholdt reglerne for politisk motiveret forsamling, lyder det fra Inge Prip.

FÅ ABONNEMENT