Der er gang i omsætningen hos IM Genbrug på Haslevej i Rønne. Her finder masser af kunder hen hver dag – og det er vigtigt, for der er rigeligt med miljøvenlige genbrugsvarer varer både på hylderne og på lageret.
– Vi har en genbrugsbutik med rigtig mange kunder og med en rigtig god omsætning, men vi har brug for mere plads og mere luft, så man faktisk kan se møblerne ordentligt, og så man kan sætte sig og få en kop kaffe, fortæller Palle Kure, som er tovholder på projektet med den nye bygning.
For at afhjælpe luksusproblemet har de nemlig investeret i nabobygningen, den tidligere taxacentral på godt 100 kvadratmeter, og det er på ingen måde tilfældigt, at det lige er den, de har købt.
– Vi har jo en rigtig god placering lige ud til rundkørslen og meget synligt. Men vi har ikke særlig mange naboer, så det her var faktisk den eneste mulighed for at udvide, og derfor er det heller ikke noget, vi har snakket højt om, selvom vi har arbejdet på det længe, fortæller Palle Kure.