– Jeg har svært ved at se, hvordan man kunne gå ind og støtte sådan et hus, hvis du altså mener et, der skal være i Tiger-butikken. Og når jeg læser budgettet for 2023, står der heller ikke noget om et medborgerhus i en privatejet Tiger-butik. Så lige nu ser jeg ikke noget, der tyder i den retning, siger Lillian Rasch Madsen.
Hun erkender dog, at Rønne mangler en slags forsamlingshus, og at medborgerhus-tankegangen er spændende. Og hun påpeger også, at det kunne ligge i Dams Gård.
– Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det kunne være oplagt at lave sådan et i Dams Gård, og så kunne det måske godt kombineres med noget med de unge. Men det er en politisk beslutning, og der er en politisk følgegruppe, der lige nu arbejder med Rønnes byudvikling, og det er dem, der i første omgang drøfter, hvad der skal ske med Dams Gård.