– Det bliver i hvert fald ikke i morgen, vi åbner, fortæller Lars Bjerring.
Han er countrymanager hos detailkæden Normal, og Tidende har derfor ringet til ham for at få en opdatering på situationen i Normal-butikken på Nordre Kystvej i Rønne.
I forbindelse med nattens brand i et cykelskur ved kollegiet 32Nord bredte ilden sig nemlig til lageret hos Normal. Både ild, røg og den medfølgende slukning har medført, at butikken ikke bliver klar til åbning hverken torsdag eller fredag.
– Vi er ved at danne os et overblik over, hvor store skaderne er, men indtil vi ved, hvor voldsomt det er og kender omfanget, kan jeg ikke sige mere om, hvornår butikken åbner igen, siger Lars Bjerring.