Pensionatet er 121 år gammelt. Det blev opført i 1901. Ejeren Eddy-Britt Waldersdorff Knudsen og hendes mand sælger pensionatet efter at have drevet det i 21 år.
– Jeg har efterhånden alderen til at gå på pension. Jeg fylder 72 næste gang, så jeg synes, at det var tid til noget andet, forklarer hun.
Klostergården er blevet købt af fire venner fra Aarhus, der alle er selvstændige erhvervsfolk og driver selskabet Con Amore ApS som fælles fritidsforretning. Eddy-Britt Waldersdorff Knudsen fortæller, at de fire er mangeårige gæster på Klostergården og vil drive stedet videre i samme ånd, som hun har drevet det i.
– Det er stadig lidt åbent, hvad jeg nu skal. Vi må se, hvad der viser sig. Jeg vil ikke bare være pensionist, jeg vil gerne noget mere erhverv. Jeg bliver også tilknyttet Klostergården som konsulent i det første år, siger hun.