77-årig butik solgt: Overrasket - nogen var interesserede

77-årig butik solgt: Overrasket - nogen var interesserede
Camilla Mikkelsen (tv) med de nye ejere af blomsterbutikken, Cecilia Abildgaard og Stefan Thunberg. Foto: Sarah Thun Kristensen
NYHED | ABONNENT | 18. APR 2024 • 19:00
NYHED | ABONNENT
18. APR 2024 • 19:00

Camilla Mikkelsen havde indstillet sig mentalt på, at butikken skulle lukkes, men køber havde allerede haft kig på Nexø, så da butikken blev sat til salg, tog de hurtigt kontakt.

Det er ikke engang tre uger siden, Camilla Mikkelsen kunne fortælle, at hun havde taget den tunge, men uundgåelige beslutning om at lukke blomsterbutikken Holst Blomster på Havnegade i Nexø, som hendes bedsteforældre startede for 77 år siden.

I forbindelse med offentliggørelsen af lukningen luftede hun også muligheden for at overtage butikken eller i hvert fald kassesystem, overvågningskameraer, varebil og lignende.

Onsdag eftermiddag fortæller hun imidlertid, at hun havde indstillet sig mentalt på, at butikken skulle lukkes og medarbejderne afskediges.

– Det var lidt en overraskelse, at der var nogen, der var interesserede. Men det er super fedt, at de kan se potentialet i Holst Blomster, og også at de tør satse på Nexø, som jo er en by i rivende udvikling. Så det er rigtig godt med mange nye kreative folk, fortæller Camilla Mikkelsen, som har inviteret pressen forbi til en afsløring af, hvem de nye ejere er.

Og det er da heller ikke helt ukendte kræfter der står bag - det er nemlig Stefan Thunberg og Cecilia Abildgaard, der kommer til at overtage driften af butikken. De to er forlovede, og de kører allerede parløb i driften af Lilliendal Plantecenter, som Stefan Thunberg overtog i januar 2023.

Her har Cecilia Abildgaard siddet på kontoret, men fra 1. maj får hun en lidt anden rolle, når de to overtager blomsterbutikken og hun får sin daglige gang som leder af butikken.

– Det er nyt for mig, at jeg skal til at være en del af forretningen, så det bliver spændende og jeg har masser af idéer, som jeg håber kan give lidt ekstra, fortæller hun.

Spændt på modtagelsen

Det krævede ikke meget tænketid, før Stefan Thunberg tog kontakt, da han først havde set, at blomsterbutikken blev sat til salg i Nexø. Parret som ellers bor i Allinge kunne nemlig tænke sig at komme mere rundt på Bornholm, og derfor havde de allerede snakket om Nexø.

– Da vi så opslaget, så tænkte vi, at så var muligheden der, og så gik det bare stærkt, fortæller han.

Det er dog ikke planen, at den nye forretning skal være Lilliendal i Nexø, det skal faktisk bare fortsætte som Holst Blomster altid har gjort.

– Det er vigtigt for os at skille de her to ting ad. Så personalet kommer til at fortsætte, navnet fortsætter, det er samme telefonnummer og mail. Det hele fortsætter, og det er vigtigt for os, forklarer han.

Med de næsten otte årtier på bagen, mener han, at der er en særlig nostalgi, som han gerne vil bevare så meget som muligt af.

– Det er måske lidt gammeldags, men jeg kan godt lide det.

Lidt nyt skal der dog ske. De to satser dog på at tage det stille og roligt med at implementere nye idéer og ændringer, så de faste kunder ikke bliver skræmt væk.

– Vi har da nogle idéer til, hvordan vi godt kunne tænke os at gøre det, men det er altid spændende, hvordan man bliver taget imod, når man kommer til en ny by, så det er nok den største del af det.

De to håber blandt andet på at kunne invitere kunderne indenfor med noget mere udsmykning foran butikken.

– Vi vil gerne prøve at vise, at vi er her, så hvis vi får lov, så kunne vi godt tænke os noget med nogle flere krukker og kasser udenfor. Måske kan man hænge nogle bannere op og få lidt blomster op på væggene, fortæller Stefan Thunberg.

Flytter virksomheden

Selvom Camilla Mikkelsen slet ikke selv havde lagt op til, at man skulle købe butikken med hud og hår – eller i hvert fald med navn, telefonnummer og personale, så glæder det hende rigtig meget, at det er sådan, det er endt.

– Jeg er jo tredje generation, der kører denne her butik. Nu går den så ud af familien, men det er ligegyldigt. Den har været her i så mange år, og nu får den lov til at fortsætte. Jeg glæder mig til at komme til 80 års jubilæum, fortæller hun med et smil.

Også det faktum, at hun ikke har skullet afskedige personalet, har været en stor lettelse. De følger nemlig alle med videre, når butikken overgår til de nye ejere om små 14 dage.

– En af de ansatte har 39 år på bagen her i Holst Blomster, og hun er nærmest en institution her i butikken. Hun har overlevet tre chefer efterhånden, fortæller hun.

Selv vil Camilla Mikkelsen nu fokusere på sin anden virksomhed Begravelse Bornholm, som indtil nu har haft adresse ovenpå blomsterbutikken. Det bliver den dog ikke ved med. Fra den 1. maj kan man finde hende nede om hjørnet på Grønnegade 2.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT