Husker du caribiske Benny Collins? 'Folk væltede ud til Villa Nova for at opleve ham'

I denne udgave er en billedtekst om Leroy Collins ændret, således at han regulerer trafikken som trafikofficial for Danmarks Cykle Union og ikke, som der stod i den tidligere udgave, som medlem af Politihjemmeværnet i København. Han er dog frivillig begge steder. 

Da det cypriotiske skib Evi Antonatos grundstøtte ved Rønne for 51 år siden, betød det i første omgang, at Bornholm i form af Leroy Collins – eller Benny, som han blev kaldt – fik en beboer mere – og han forlod aldrig for alvor Danmark igen.

Er man opvokset i Caribien på den anden side af det vældige atlanterhav, er der stor sandsynlighed for, at man aldrig har så meget som hørt om Bornholm.

Det havde Leroy Collins da heller ikke, men den 9. november 1970 opdagede han, som i dag er 74 år, at trods sin relative lidenhed kan øen skam godt være svær at komme udenom i mere end én forstand.

Han havde da hyre på det cypriotiske skib Evi Antonatos, men ved Rønne gik det galt, for skibet sejlede durk ind i Bornholm og grundstøtte på Galløkken ved Rønne.

Det kom aldrig længere.

Evi Antonatos med damp på maskinerne ved Galløkken. Arkivfoto: Bornholmske billeder/Finn Johansen


Som man i dag kan læse på vragguiden.dk, ligger resterne af skibet nu ud for Ormebækkens udløb ved Hotel Fredensborg syd for Rønne. Skibet, oplyser hjemmesiden, blev bygget i 1948 af jern og var på rejse fra Rostock til Gdansk, men strandede altså ved Galløkken under vestlig vind af styrke 9.

Bjergningsforsøg blev opgivet den 3. december, men 250 tons fuelolie skulle afbrændes om bord for at undgå forurening af kysten.

Allerede den 20. november afmønstrede 11 mand, og den 7. december rejste resten. Forsikringsselskabet Svitzer satte derefter fire mand ombord, og i slutningen af december blev vraget solgt til brødrene Ebhe og Villy Larsen i Rødby til ophugning.

Men en del af skibet står stadigvæk tilbage på havbunden, oplyser vragguiden.dk og tilføjer:

"Udmærket begyndervrag til nye dykkere".

Så vidt så skidt, men for i hvert fald et af de besætningsmedlemmer, som måtte afmønstre det havarerede skib, blev grundstødningen anledning til, at hans liv tog en helt ny kurs, som han næppe selv kunne have udtænkt.

Ja, det er Leroy Collins, der her er på tale. For ham blev Bornholm i første omgang hans hjem, og her mødte han en kvinde, med hvem han fik to børn. Siden flyttede han til København, hvor han opnåede berømmelse som byens første sorte buschauffør, og hvor han siden også har markeret sig som musiker i diverse konstellationer.

På Bornholm nåede han at gøre en stor forskel rent musikalsk, for han blev i nogle år fast inventar på Villa Nova ved Rønne, fortæller Niels Kofoed fra det rønnebaserede, men landsdækkende, bookingbureau NK Music. Han husker tydeligt Leroy Collins og havde da også som ung kontorelev i det nystartede bookingagentur Marguee Music Centre professionel omgang med ham dengang i begyndelsen af 70'erne.

– Han var rigtig go', Benny Collins, siger Niels Kofoed i dag.

"Benny Collins" blev musikeren kaldt på Bornholm.

– Folk væltede ud til Villa Nova for at opleve ham. Han var det store trækplaster, så han betød absolut meget. Han kunne fylde stedet, for folk valfartede til, og han spillede sammen med diverse bornholmske bands, fortsætter musikbookeren.

Men folk kom specifikt for at se og høre ham?

– Ja, dét gjorde de! Han betød helt sikkert noget for den bornholmske musikscene i de år.

Tilføjede han noget nyt til den bornholmske musik?

– Ja, for han kom jo med en helt ny genre, som vi ikke var vant til. Han var meget soul'ed i sin musik, og da han kom til øen, var det mere almindelig røvballemusik, som man kalder det, der blev spillet på Villa Nova. Han var virkelig et frisk pust, siger Niels Kofoed.

Farvel til Trinidad

Leroy Collins bor den dag i dag på Østerbro i København, og han tager skam telefonen, da Tidende ringer til ham for her i kølvandet på fragtskibet Beaumaidens grundstødning mandag den 18. oktober ud for Sorthat-Muleby at høre om, hvad langtidseffekterne af sådan et havari kan være.

Han spiller stadig musik, taler i dag et glimrende dansk og har i alt fire børn i København, hvoraf den yngste er otte år gammel. Han er med i politihjemmeværnet og arbejder som "trafik official". Han har blandt mange andre ting også i 80'erne været med i musicalen "Hair" sammen med blandt andre Allan Mortensen og arbejdede på Gladsaxe Teater sammen med Peter Schrøder og Claus Ryskjær.

Et fitnesscenter, Gym and Jazz, har han også haft og blandt andet undervist i thaiboksning.

Seks børnebørn har han, og at han er blevet far igen i så sen en alder, som det er tilfældet, hænger sammen med, at hans kone er 35 år yngre end ham. Hun er iraner, men ligesom ham er hun dansk statsborger.

Men lad straks Leroy Collins tage os med på en lille tidsrejse, som i første omgang også bringer os ud i verden, nemlig til Trinidad og Tobago, som ligger 11 km fra Venezuelas kyst. Ydermere skal vi også knap 9.000 kilometer mod vest til Los Angeles og godt 9.000 mod sydøst til Vietnam.

På Trinidad blev han født og voksede op i en familie med seks børn samt far og mor.

– Min far var strisser, ler han og tilføjer:

– Og min mor var jordemoder.

Egentlig ville Leroy gerne uddanne sig til automekaniker, men det blev i stedet til autosmed og -maler.

– Men det var ikke tilfredsstillende, jeg ville gerne være skuespiller. Vi havde på det tidspunkt ikke en skuespillerskole på Trinidad, så man var nødt til at rejse til USA for at blive det.

Som sagt så gjort, og Leroy flyttede naturligvis til Long Beach i Californien, sådan cirka 35 kilometer syd for Hollywood, hvor skulle man ellers forfølge en skuespillerdrøm?

Han erfarede dog, at det var svært at gøre sig gældende som ikke-amerikaner, og den letteste måde at blive amerikaner på var at gå ind i hæren, så det gjorde han som knap 20-årig.

– Så får du et amerikansk pas, siger han, som kun tænkte, han skulle være i militæret i en kort periode.

Det var til gengæld en dum periode i historien at gå ind i det amerikanske militær, skulle han erfare. Der var nemlig noget, der hed Vietnamkrigen dengang i 1966-67, da han søgte ind. Og ja, han blev udsendt.

– Så jeg er glad for, jeg kom helskindet ud derfra, siger han.

Var det hårdt?

– Det var et psykisk belastende sted at være. Man gjorde nogle ting, man ikke ville gøre, hvis man var i en normal situation. I Vietnam tænkte man mest på at overleve.

Var du i kamp?

– Ja, man kom ikke til Vietnam uden at komme i kamp, siger han, som opholdt sig i et halvt års tid i det sydøstasiatiske krigshærgede land.

Og som i øvrigt fungerede "ligesom indianerne":

– Jeg blev sendt forrest som spejder og snigskytte, siger han.

– Og man var nødt til at passe sit job.

Du var god til at ramme?

– Ja. Det er jeg stadigvæk. Jeg er med i politihjemmeværnet.

Leroy og nogle andre kunne ikke "snuppe" det, som foregik, så en dag, de var på patrulje, stak de simpelthen af til Thailand.

– Vi brugte vores fornuft, kan man sige. Og jeg tog videre til England, siger han.

Leroy Collins regulerer her på Østerbro, København, trafikken som trafikofficial for Danmarks Cykle Union (DCU). Privat foto

Mødet med grækerne

I Trinidad havde man nemlig engelske pas, så fra England kunne han rejse hjem til sin fødeø, selv om landet var blevet selvstændigt. Hjemvendt arbejdede han som entertainer, idet han i nogle år havde spillet guitar, og i øvrigt selv byggede sin første.

Han havde job på en natklub, og en aften kom en besætning fra et græsk skib forbi og ønskede et specielt nummer, som de sang på græsk, men som vi andre kender som "Never On Sunday", og den version sang Leroy for dem.

– De blev helt vilde, sprang op på scenen og købte nogle tallerkener, de kunne smadre, for det er sådan, de kan li' at gøre. De dansede rundt og smadrede tallerkenerne, ler han.

– Og så blev jeg gode venner med dem. De var der i 14 dage, og de spurgte, om jeg havde lyst til at tage med ud at sejle, og det siger man ikke nej til, for det var et eventyr. Man skal verden rundt og få betaling for det. Så jeg kom ned til maskinen, som jeg skulle vedligeholde, smøre og så videre.

Og skibets navn?

Ja, rigtigt gættet, det hed Evi Antonato, og dermed stævnede Leroy Collins ud mod sit skæbnesvangre møde med Bornholm, hvor hans liv slog en koldbøtte efter et års tids sejlads.

– En aften hørte vi en masse larm, og jeg tænkte, bliver vi beskudt igen? Men vi var simpelthen sejlet ind i nogle kæmpestore sten ved Hotel Fredensborg, siger han, som husker det, som om grundstødningen fandt sted i hårdt vejr.

Ved hjælp af et kabel bundet til et træ kunne mandskabet med en slæde trække sig i land.

En aften var de nogle stykker, der fandt op til Villa Nova.

– Der var underholdning, musik, fest og farver, siger Leroy.

– Og jeg tror, bandet Firkløveret spillede der den aften. Jeg spurgte selvfølgelig, om jeg måtte synge en sang, og det måtte jeg, selv om bassisten, Frank, ikke var så meget for det. Men Rene og hans lillebror, Dion Westh, var med på det. Jeg husker ikke, hvem der spillede piano, men jeg sang en sang, og folk blev helt vilde, og jeg vendte tilbage ugen efter, hvor det samme skete. Og da var det, så vidt jeg husker, Lunds Kvartet, der spillede.

I begyndelsen boede besætningen fortsat på skibet, som de kunne trække sig frem og tilbage til på med slæden, men det lykkedes aldrig at bringe Evi Antonato på ret køl, så det endte med, at sømændene fik hyre på andre skibe rundt om i verden.

Leroy tog til et skib i Tyskland efter en måneds tid på Bornholm.

– Men jeg nåede at møde utroligt mange mennesker inden, siger han.

Og du havde aldrig hørt om Bornholm?

– Overhovedet ikke, siger han, som dengang nåede at tænke, at Danmark da var et lille land, fordi han ikke vidste, at landet består af mere end bare Bornholm.

I Tyskland mødte han en amerikansk soldat, som var udstationeret, og som han kendte, og som fortalte, at han var på vej til Danmark.

– Han ville til København og opleve liveshows, og jeg besluttede at tage med. Vi tog nattoget, og så mødte jeg på Rådhuspladsen helt tilfældigt ham, der ejede Villa Nova, Finn Andersen, som gik og tyggede på en pølse, siger han.

– Han sagde, at folk savnede mig og spurgte, om jeg ville have en kontrakt og spille i weekenden. Og jeg tænkte, hvorfor ikke? Den behandling, jeg havde fået, var fin. Folk var flinke, og øen var god nok. Så jeg returnerede til Bornholm på et turistvisum, som gjaldt i tre måneder, og som så blev forlænget til først et halvt år, så et år.

Leroy fik også et job som pladesmed hos bilfirmaet Ferdinand Jørgensen i Rønne, og mens han i begyndelsen havde boet på Haslevej, fik han nu via Ferdinand Jørgensen ny bolig.

Kvinde og barn

Og der er noget med, at du mødte en kvinde på Bornholm?

– Jeg mødte mange, siger Leroy med smil i stemmen.

– Jeg mødte mange kvinder på Bornholm, og det var også med til at gøre mit ophold på Bornholm så dejligt. Jeg fik gode venner.

Et af møderne resulterede i, at en af kvinderne blev gravid.

– Og så tænkte jeg, at nu var det på tide at stoppe og bare koncentrere mig om én pige, så det gjorde jeg.

Hvor længe havde du da boet på Bornholm?

– Tre år.

Da kæresten fødte, boede parret i Store Torvegade, og hun fik efterfølgende job på færgen Hammershus, hvilket betød, at hun var meget væk, og Leroy tog sig af barnet.

– Men vi så næsten ikke hinanden, så kærligheden aftog, siger han.

– Og det endte med, at jeg foreslog, at vi flyttede til København, hvor der var større muligheder for os begge, og hvor vi måske kunne være mere sammen.

Parret flyttede til Vedbækgade på Nørrebro, men efter en måned kom han hjem til en tom lejlighed.

– Både min kæreste og barnet var væk, og jeg vidste lige nøjagtigt, hvor hun var taget hen. Tilbage til Bornholm. Det var lidt sørgeligt, for jeg havde glædet mig til især at være sammen med barnet.

For nu at gøre en længere historie kort, så nåede parret dog at bo sammen et par gange mere og også at få endnu et barn. Efter at have været til og fra nogle gange foreslog hun, at de giftede sig.

– Og hvad gør Leroy? Han hopper på den igen, siger Leroy.

– For nu var der to børn, som jeg gerne ville være far for.

I længden holdt det dog ikke.

På et tidspunkt blev Leroy til gengæld den første sorte buschauffør i Danmark.

– Ved Københavns Sporveje. Jeg blev træt af at lave biler og ville prøve noget nyt, jeg er et eventyrlystent menneske. Og jeg kom både i Berlingske Tidende og i alle mulige ugeblade på grund af det, siger han.

Og med musikken kørte det også. Han spillede med forskellige folk, og en dag ringede Klaus & Servants til ham. Klaus Strand-Holm havde skrevet en sang, som passede til Leroys stemme, "Suzy", og da impresarioen Eugen Taimer hørte den, ringede han til Leroy for at få ham i sin stald.

– Derfra gik det løs med at underholde og optræde, jeg var ude at spille overalt, siger han, som optrådte med Leroy Collins Band, som blandt andet lavede et show ude på alverdens diskoteker med sangene "Suzy" og "Diskoman", som var de to sange, folk ville høre.

– Derfra gik det fuldstændig som det skulle med at spille – og siden er det ikke stoppet, siger han, som stadig spiller i forskellige konstellationer, og som ikke mindst også er kendt for nummeret "Englekvinde".

– Den var meget populær i 90'erne, hvor jeg også var ret meget omkring i Europa, siger han.

Første sorte mand

Du taler et fremragende dansk, men kendte vel intet til sproget, da du grundstødte?

– Overhovedet ikke. Jeg troede, de talte engelsk, siger han.

– Men det nytter ikke, at man bor i Danmark uden at kunne tale dansk. Så da jeg boede på Bornholm, bestilte jeg en bog med oversættelser fra dansk til engelsk, og så fik jeg også hjælp af mine danske musikervenner. Hver gang, jeg sagde noget forkert, fik jeg et rap over fingrene. Det blev også skrevet nogle ting om mig i avisen, som jeg ikke kunne læse, så jeg sagde til mig selv: Dét her, det går ikke, jeg vil gerne vide, hvad der står.

På et tidspunkt må du have besluttet, at du ville blive i Danmark?

– Ja, det gjorde jeg, da min bornholmske kæreste blev gravid. Jeg ville ikke løbe fra mit ansvar.

Hvad betyder Bornholm for dig i dag?

– Hvis min nuværende kone var med på spøgen, ville jeg flytte tilbage.

Hvorfor?

– Jeg synes bare, øen er en perle. Jeg føler mig meget hjemme på Bornholm.

Følte du dig godt taget imod dengang?

– Ja, det gjorde jeg. Jeg ved ikke, om jeg var den første sorte mand på Bornholm, men tilsyneladende var jeg. Og den eneste på det tidspunkt. Men jeg har hørt, at der er ret mange forskellige folk på Bornholm nu.

Kommer du her nogensinde?

– Nej, jeg tror, det var på Bornholm i 1991 sidste gang (ifølge Tidendes research var det dog i 1996, red.), hvor jeg spillede på et hotel ved havnen i Rønne, men i sommer havde jeg tænkt på at arrangere en koncert på Bornholm, det blev bare ikke til noget i denne omgang. Jeg håber, det kan blive til næste år, måske i samarbejde med Niels kofoed.

Du skal da spille i Musikhuzet?

– Er der noget, der hedder Musikhuzet?

Ja, det ligger i en tidligere biograf.

– Der var to biografer i Rønne, de lå lige over for hinanden, siger Leroy og demonstrerer sit lokalkendskab, som dog trænger til at blive opdateret.

Han demonstrerer også sit gode sprogøre.

– Hvor kommer du fra, spørger han journalisten.

Jeg kommer fra København, men kom hertil for knap 20 år siden.

–Ja, jeg kan godt høre, du ikke rigtig taler helt bornholmsk, siger han og ler.

Leroy Collins vakte opsigt

Som det fremgår i artiklen "Collins i Tidende" var Leroy Collins (oprindeligt Bernie Collins) at finde i Bornholms Tidendes spalter.

Lørdag den 13. marts 1971 var emnet blandt andet racediskrimination, som det fremgår af nærværende artikel.

"Hvis jeg går på gaden med en pige, kan folk finde på at standse op og bare stirre efter os, som om jeg var den onde selv", siger han, men ser i øvrigt fornøjet ud, som han står dér på billedet og leger sprællemand i sneen. Billedteksten fortæller da også: "Benny Collins har det pragtfuldt i sneen, der ikke just er daglig kost for ham".

"Bliver du ofte udsat for diskrimination", vil journalisten vide, og han svarer:

"Ja, det sker tit, men det er kun fra de ældres side. De synes åbenbart, at racerne skal holdes adskilt, mens unge mennesker tænker sig mere om. Hvis jeg sidder på en restaurant, kan jeg se, at folk ikke rigtig vil sætte sig ved siden af mig, selv om der er pladser ledige. Og det hænder ofte, at jeg bliver skældt ud med sprogets værste gloser, som jeg allerede har lært, blot fordi jeg er mørk".

Han tilføjer dog:

"Jeg er ikke sur på danskerne eller bornholmerne af den grund, for jeg er temmelig fredsommelig".

Han oplyser også, at han synes, vi spiser for mange kartofler og for lidt ris. Dog er noget af det bedste, han har spist på Bornholm, kartoffelmos med kød:

"Det var virkelig godt".

Artiklen oplyser i øvrigt, at han valgte ikke at gå ind i hæren, fordi han ikke kan lide tanken om at skyde på andre mennesker. Rent faktisk var han udsendt til Vietnam af den amerikanske hær, men dels betragter han det, som et mørkt kapitel i sit liv, dels var det et problem, at han var deserteret.