Vi skal lytte til Baltikum

Er de bange i Estland, Letland og Litauen? Ja, eller skal vi sige stærkt bekymrede.

Krigen mod Ukraine trækker historiske tråde til store dele af Europa, hvor bekymringerne vokser frem, og desværre med rette ikke mindst i de baltiske lande. Her har vi i Østersø-regionen med vores stærke gensidige historiske tilknytning en særlig forpligtelse at varetage: nemlig at bakke op om tre lande, der er potentielle slagmarker med påvirkning af hele Østersøen.

Er de bange i Estland, Letland og Litauen? Ja, eller skal vi sige stærkt bekymrede. Både de og vi skal selvfølgelig turde tro på, at deres medlemskab af EU og Nato har afgørende betydning især i en tid, hvor en despot regerer og ikke lægger skjul på at ville have hele det gamle Sovjet-imperium tilbage, koste hvad det koste vil.

Ro på! vil de mange måske sige, men under et nyligt besøg i Litauen mødte jeg en skræmmende fattet holdning til og forberedelse af, at en landkrig og test af Nato sagtens kan blive virkelighed. Selv er jeg for længst holdt op med at tro noget i de her spørgsmål. Det vigtige er, at vi bakker op alt hvad vi kan – også på lang sigt, og det handler ikke kun om våben og soldater, det handler også om at vinde informationskrigen.

Vilnius som hotspot

Kun 20 kilometer fra grænsen til Belarus er en ny metropol vokset frem. Vilnius er ikke længere blot Litauens hovedstad, hvor litauisk, polsk og russisk er daglig tale, belarusisk og ukrainsk er tilføjet. Siden den 9. august 2020 er Vilnius også eksilhovedstad for Belarus, hvorfra blandt andet det belarusiske journalistforbund for længst har registreret sig og nu har hovedkvarter sammen med en lang række andre ngo’er fra Belarus. Som i resten af Europa strømmer ukrainere også til.

Befolkningen i Litauen ved nemlig godt, hvad frihed handler om. Igen tager de imod og nu igen, denne gang fra Ukraine samt dissidenter fra Rusland. De fleste i Litauen kan ligesom befolkningen i Estland og Letland udmærket huske, hvad der skete dengang i 1990: de lange menneske-kæder i de baltiske lande, sangene og den ikke-voldelige vej mod frihed. Hvor var det vigtigt, at vi handlede, og at den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen så rigtigt i 1990, gik nærmest enegang, tonede rent flag i brechen for de baltiske landes selvstændighed.

Litauen er heller ikke bange for at betale tilbage og støtte andre lande, der kæmper for at slippe af med en stormagt, hvorfor værtskabet for Belarus’ eksilhovedstad er helt naturligt. Det lille land med knap tre millioner indbyggere ser gerne længere væk og har de facto anerkendt Taiwan ved at give landet et administrativt kontor, som reelt er en slags ambassade i Vilnius. Det har selvfølgelig gjort Kina rasende, og præsident Xi’s regime har trukket investeringer med videre ud af Litauen, som i øvrigt hverken forsøger at skjule besatte landes flag eller fjerne Taiwan fra landkortet, som Københavns zoo tyede til.

Formanden for det litauiske journalistforbund, Dainius Radzevičius er en mand, der engagerer sig i alt, hvad der handler om frihed og er såmænd også med i komiteen for Taiwan i Litauen. Han viser mig flere af de historiske steder i Vilnius, hvor der er minder fra deres egen ret fredelige befrielse fra kommunismen og Sovjetunionen den 11. marts 1990. Fjorten menneskeliv kostede det, da Litauen som det første land gik fra det gamle Sovjetunionen og blev fri.

Litauen som inspirator

Der er derfor god evidens for, at Litauen er en inspirator for befolkninger, der ønsker frihed. De forsøgte også den ikke-voldelige vej i Belarus, hvor kvinderne gik forrest i en blomsterdemonstration, men blev mødt af vold, fængslinger og tortur, og nu er Belarus de facto annekteret af Rusland. For blot halvandet år siden gjorde vi alt for at hjælpe befolkningen i Belarus og ikke mindst de mange menneskerettighedsaktivister, og nu vil end ikke Nordisk Ministerråd have noget med dem at gøre. Mange af de mennesker, der har forladt Belarus har endda været på flugt to gange, først til Ukraine og nu videre. De har lige så stort behov for asyl.

I Litauen har jeg også haft mulighed for at tale med flere af de russiske dissidenter, herunder journalister, som kan spille en afgørende rolle i at bekæmpe den desinformation og propaganda, som udgør bagtæppet i Putins krig. De frie medier i Rusland opnåede i 90’erne stor troværdighed i befolkningen, men i takt med selvcensur, stigende statskontrol og nu tydeligt forbud mod at fortælle sandheden, er det lykkes Putin og systemet at knægte troværdigheden og dermed give frit løb for propagandaen.

En propaganda, der effektivt er opbygget gennem 20-30 år. Samme mønster ser vi i flere europæiske lande som Ungarn, Serbien, Polen – og hvad var det lige, der skete i Østrig under Sebastian Kurz? Hvis vores opmærksomhed svigter os, vil vi om føje år ikke kunne genkende det Europa, vi troede ville vokse frem efter Murens fald.

20 års perspektiv at bryde propagandamuren

Vi skal heller ikke tro, at det er enkelt at ændre på narrativerne. Det kræver et 20 års perspektiv i arbejdet for at bryde gennem muren af propaganda, muren af ikke at ville vide, forklarer en af de russiske journalister mig. Dem skal vi række en hjælpende hånd, for vi har brug for hinanden i kampen for vores demokratiske værdier.

Den estiske journalistleder Helle Tiikma var også til stede i Vilnius, så mig i øjnene og spurgte: Tror du, at Bruxelles oprigtigt forstår, hvad vi er oppe imod i vores del af Europa? Desinformationen rækker langt ind i Estland og især i Letland, som begge har store russisksprogede befolkningsgrupper, som uundgåeligt bliver påvirket af russiske mediers propaganda. Sprog betyder nemlig noget og ikke mindst afhængighed af sprog, som gør det let at sprede propaganda.

Lige præcis her har vi en kæmpeopgave, der rækker langt ud over den militære opbakning. Jo, Det Danske Kulturinstitut i Riga yder en indsats og har blandt andet været fødselshjælper for den journalistiske efteruddannelse ”Baltic Centre for Media Excellences” og svenskerne har samme sted investeret via Stockholm School of Economics, så lidt er der at bygge på. Nu er der brug for alle kræfter for at bekæmpe de propagandistiske narrativer.

Derfor til Østersø-regeringerne: Brug flere resurser på at hjælpe frie medier, uafhængige journalistik og menneskerettighedsforkæmperne inklusiv dem, der flygter fra Rusland og Belarus. Det er blot en brøkdel af de enorme summer, som den militære oprustning koster, og kun ved også at tage livtag med informationskrigen har demokratiet en chance på den anden side.

Mogens Blicher Bjerregård. Foto: Jakob Carlsen

 

Mogens Blicher Bjerregård

Præsident for den europæiske journalistsammenslutning EFJ siden 2013, Danmarks repræsentant i UNESCO’s særlige komite for medier, IPDC, international freelance i arbejdet for udvikling af frie medier og sikkerhed for journalister. Tidligere formand for Dansk Journalistforbund 1999-2015 og var i årene 1982-1993 journalist ved henholdsvis Dagbladet Bornholmeren og Bornholms Radio.