Vi har så meget godt

Kunsten og kulturen er med til at fortælle historien om, hvem vi er, og hvad vi kæmper med og for.

Hvad er det særegne ved bornholmsk kultur og identitet? Er vi mon dem, vi går rundt og tror, vi er?

En god ven af mig var for nogle år siden i Kina, og på et universitet i landets næststørste by faldt han i snak med en studerende, der spurgte, hvor han kom fra. ”Fra Danmark”, svarede Niels og fortalte lidt om Danmark.

”Hvor mange er I”? ville den studerende vide.

”Vi er godt 5 millioner”, svarede Niels.

”Åh, jamen så er I jo sjældne”, sagde den studerende.

Siden har vi med mellemrum talt om, om vi nu også er så sjældne, som vi måske forestiller os, og i givet fald, hvad er det dér sjældne for noget? Og følger der en særlig forpligtelse med at være sjælden? Det er ikke sådan at kredse ind.

Hvis danskere er sjældne, hvad er bornholmere så? Og hvad er vestjyder? Sådan én er jeg nemlig oprindelig; indvandrede til Bornholm som 30-årig i 1974, arbejdede fra 1987 14 år i København og vendte derefter tilbage til Bornholm. Jeg føler mig både som vestjyde og bornholmer.

Identitetsforvirring? Kulturel forvirring? Lad mig gøre et forsøg på at indkredse, hvad identitet og kultur er for mig, og lad mig for nemheds skyld tage et stykke kunst til hjælp:

For nogle år siden var jeg medlem af regionskommunens kunst- og kulturudvalg. Det var i den periode, at en rundhåndet donation fra Brødrene E. S. & A. Larsens Legat blandt andet muliggjorde opsætningen af en stor skulptur i rundkørslen neden for Snorrebakken, og jeg havde den glæde at høre kunstneren Nils Erik Gjerdevik beskrive sit forslag.

Skulpturen består af tre dele. Nederst er rammerne fra to store rektangulære kasser af jern anbragt skråt oven på hinanden. De symboliserer de containere, som fragter gods til og fra Bornholm. Fordi der kun er rammerne og ingen sider, kan man se igennem værket, og godset i containerne bliver det, som omgiver værket: marker, granitbrud, søer fra udvinding af råstof, plejehjem, huse, vejen, selve rundkørslen, kort sagt et ret repræsentativt udsnit af det Bornholm, vi befinder os i nu. Jernrammernes brune farve er valgt som en hilsen til Hasle Klinker, til leret og keramikken i det hele taget. Øverst sidder der en forgyldt parabol med en lille antenne, der peger skråt ud og op. Den fortæller mig, at kommunikation til og fra omverdenen er nutidens guld og trækker samtidig tråde til det guld, som ligger i den bornholmske muld.

Den skulptur anskueliggør for mig de tre dimensioner, som jeg er en del af: fortiden, nutiden og fremtiden. Og den sætter fokus på, hvordan det alle dage har været en nødvendighed, at vi på Bornholm både forholder os til fortidens betydning, bruger nutiden og overvejer, hvad vi vil sende videre til eftertiden.

Tid og ro

Jeg synes sjældent, jeg drømmer mig andre steder hen end her, hvor jeg er. Men med afsæt i den overflod af historie, natur, kunst og kultur som er særegen for den ø, jeg har valgt til at være min ø, kan jeg godt pege på et par ting, jeg kunne ønske at give videre:

Tid og ro. Begge dele skal der til for at få øje på og fordybe sig i den rigdom, som omgiver os. Bornholm bugner af kunst og kultur. Skøn på det. Brug det. Giv det den tid, det tager at lade det synke ind.

Folkelighed: Når jeg fortæller gæster ovrefra, at der er mere end 20 foreninger i Svaneke, hvor der bor cirka 1.100 mennesker, siger de ”- du mener vel 11.000”?

Hold liv i foreningslivet! Der er altid noget, man kan være med i. Jeg er er vokset op med idræts- og gymnastikforeninger, folkedans og dilettant. Min far spillede til bal i forsamlingshusene, men han tog mig også med på biblioteket, for vi havde ikke råd til bøger, og jeg blev læser for livet (pas på bibliotekerne!). Efterhånden valgte jeg den klassiske musik og kunsten til. Det er alt sammen blevet en del af mig. Vi er hver især summen af vores erfaringer og må tage vare på det vi fik, og det vi valgte til eller fra. Det er fast arbejde livet igennem at vælge, hvad vi vil værdsætte.

Lyst og evne til at give rigdommen videre. Det går ikke uden ildsjæle til at skabe forbindelsen til dem, der skal bære arven videre. Heldigvis ser jeg dem alle vegne, pædagogerne i børnehaver og SFOer (tak til børnehaven Lillegryn for fantastiske kunstudstillinger), lærerne (tak til Svaneke Skoles 5-6. kl. for en fantastisk musical i FREM), øens musikforeninger (tænk, hvad vi kan få at høre for hundrede kroner), uundværlige frivillige i foreninger og klubber, amatørarkæologer, naturbevarere og mange, mange flere end der her er plads til at nævne.

Et åbent sind. Vi er ofte hurtige til at affeje det, vi ikke umiddelbart forstår (for eksempel Gjerdeviks skulptur). Vi må give det ukendte og ikke umiddelbart forståelige en chance. Bagefter kan det kan godt ende med, at man siger, at den bog – det stykke musik – det kunstværk bliver jeg aldrig i familie med. Men så har man valgt på et kvalificeret grundlag, hvorimod forhåndsafvisning til forveksling ligner selvtilstrækkelighed, og det er en af de værste forhindringer for god udvikling.

Kunst og kultur er med til at fortælle hele historien om, hvem vi er, og hvad vi kæmper med og for. Hvem vi gerne vil være, og hvem vi tror, vi er.

Men kultur og identitet er ikke statiske størrelser og skal behandles med varsomhed. At holde et vågent øje – og handle – er for mig en kær forpligtelse. Så lad os glædes; vi har så meget godt at kunne dele.