Da vi kom tilbage til Gudhjem efter tur til Christiansø, stillede vi op ved stoppestedet ved havnen. Der kom ingen bus. Jeg gik ind i en butik og spurgte, om stoppestedet var nedlagt. Efter butiksejerens mening var det nedlagt, der kom kun en bus meget tidligt om morgenen og ikke resten af dagen. Han måtte ofte besvare spørgsmål om buskørsel fra havnen. Ingen turist kan forventes at finde ud af det eller vide, hvad Øvre Gudhjem er. Dette var måske det værste eksempel på dårlig service, dårlig kommunikation til såvel bornholmere som turister. Trætte måtte vi vente toenhalv time på næste bus fra Øvre Gudhjem.
Noget lignende gentog sig, da vi havde vandret fra Sandvig til Hammershus og videre til Vang, hvor det var planen at tage en bus fra stoppestedet på havnen. Her spurgte vi klogeligt en lokal, der mente, at stoppestedet var nedlagt og viste os vej til Udsigten, et godt stykke fra havnen, hvor vi så ventede et par timer.
Jeg har kun nævnt de største frustrationer, de små er jeg klar til at ignorere.
Hvis Bornholm ønsker turister, der ikke medbringer bil, så er det oplagt med en bedre formidling af mulighederne. Den køreplan i papir, jeg tog i en bus, var en hjælp, men ikke let at overskue.
De mange biler i snævre gader er ikke charmerende, så sats lidt mere på turister, der vil rundt på egne ben og med lokale busser.