Regelsættet kom i 2015, hvor det af Elforsyningsloven kom til at fremgå, at kundekontakt er via elhandleren. Og at netselskabet som naturligt monopol, myndighedsreguleret, skulle drive nettet efter klare regler – omkostningsægte, rimelige, objektive, ikke diskriminerende og gennemsigtige priser – og alene kommunikere til elhandlerne. Trefor El-net Øst har kommunikeret prisstigningen til datahubben omkring 1. september, og lagt dem på Trefor El-nets hjemmeside.
Så er der tarifmodel 3.0 – den med prisdifferentieringen over døgnet. Den er indført på Bornholm og mange andre steder i landet pr. 1. januar 2023. Den er udviklet over de seneste par år, hørt i Landbrug og Fødevarer og Dansk Industri, og godkendt af Forsyningstilsynet. Den kommer efter tarifmodel 2.0, der af Forsyningstilsynet for flere år siden blev vurderet ikke at være tilstrækkelig omkostningsægte.
Tarifmodellen ventes at være indført over hele landet ved sommerferien 2023.
Omkring tarifmodel 3.0 gælder, at prisen sættes ned i sommerhalvåret – gældende i perioden fra 1. april til 1. oktober 2023.
Og tarifmodel 3.0 er i udgangspunktet udtryk for forbrugerbeskyttelse, idet vækst i elforbruget uden incitamenter til placering af nyt forbrug risikerer at betyde, at alt for meget nyt forbrug placeres i aftenspidsen med betragtelige investeringer til følge – investeringer der kun er elkunderne til at betale.