For eksempel er det jo en diskussion værd, om det at mindske antallet af lokale mødesteder ikke vil gå ud over folkesundheden. Fra Folkesundhedsforskningen træder det jo efterhånden tydeligt frem, at det vigtigste for folks sundhed (både den mentale og den fysiske) er eksistensen af sociale bånd, eller – som det hedder i det fagprofessionelle sprog – den sociale kapital. Tænk hvis man i stedet havde taget en mere offensiv tilgang og sat til diskussion, hvordan man yderligere kunne styrke og øge den sociale trivsel i de lokale sammenhænge ved at nytænke bibliotekernes rolle i lokalsamfundet?
Men, men, men – ro på! Heldigvis lægger artiklen i Bornholms Tidende den 31. januar op til, at kommunens Fritids-, Kultur- og Lokalsamfundsudvalg nu i den kommende periode vil iværksætte borger- og dialogmøder og en egentlig høringsfase, hvor ting omkring sundhed, fællesskab, sociale bånd, ensomhed m.m. jo kan blive drøftet. Og det er jo også i god overensstemmelse med kommunens overordnede politik på området, hvor samskabelse, livskvalitet, fællesskab og mødesteder udgør de vigtigste fokusområder. Og mon ikke også, at den lokale indsigt, der findes blandt borgerne, kunne bidrage til at finde de 2.3 procent, der skal spares i budgettet, på anden vis?
Så vi er mange, der ser frem til en god og reelt borgerinddragende proces, hvor disse – og andre forhold i den foreslåede strategi – kan drøftes og kvalificeres. I parentes bemærket er det dog nok vigtigt, at kommunen denne gang gør sig umage med at iværksætte en proces, hvor borgerne reelt bliver – og føler sig – involverede. Det seneste større initiativ fra kommunen, som slog sig op på at arbejde med borgerinvolvering, er som bekendt affaldsprojektet Wasteman. Her blev interesserede borgere i blandt andet Gudhjem på kommunens (Bofas) invitation sat til at designe kreative modeller, som skulle bidrage til en ”...ø, der ikke er fuld af skrald og grimme affaldscontainere” (citat fra indbydelsen). Og det fandt sted over en stribe møder og såkaldte ’living labs’, hvor borgerne fik hjælp fra indhentede konsulenter. Set i bakspejlet er der nok mange af de involverede borgere, der har udviklet en smule skepsis i forhold til disse såkaldte involverende processer, når de nu oplever, at der skal sættes affalds¬containere ved alle husstande, som er standard ikke blot i Danmark men i det meste af Europa. Og hvor blev alle deres gode og kreative ideer af? ”Waste of time man!”
Der er jo ellers masser af metoder og erfaring med, hvordan man kan nå langt med ægte samskabende processer. Og jeg kan da ikke dy mig for at nævne, at pilotprojektet SOL (Sundhed og Lokalsamfund), der netop blev udviklet her på Bornholm, i 2016 fik den nationale Folkesundhedspris for at vise, hvordan børn, familier, supermarkeder og TV2 Bornholm sammen kunne skabe nye og effektive sundhedsfremmende initiativer, som ikke var set før. Og Bornholm fik i den forbindelse rigtig god omtale og respekt på den nationale (og også internationale) scene.
Så lad os lære af de gode erfaringer, så vi får en ordentlig proces i forhold til fremtidens biblioteker, som udover at have et dannelsesmæssigt sigte også lokalt er til gavn for alle – både i forhold til livskvalitet, sundhed, og vores sociale liv.