Vi producerer skrald hver dag, og vores skraldespande bliver stadig tømt af Fugato - hvis der ellers er ordentlig adgang. Men når det er sagt, er der ikke meget godt at sige om det bornholmske affald - andet end, at vi står i affald til halsen, hvad angår skraldesager.
Vi skulle sortere affald, men er ikke gået i gang. Vi betaler dog for dyr affaldssortering. Mange af os mister vores skraldespande, når sorteringen en dag ude i fremtiden begynder. Vi skal i stedet gå hen til grimme skraldeøer, der ødelægger vores smukke byer. 5.000 af os har fået et brev om, at man ikke vil hente skrald, fordi vores adgangsforhold ikke er gode nok. På toppen af denne bunke affald har vi sagen om moms på affald. Moms, adgangsforhold og sortering er tre forskellige ting, som er faldet sammen over de skraldeproducerende bornholmere.
Det blev i 2020 dømt ulovligt at pålægge moms på afhentning af skrald – noget Bofa har fortsat, fordi man har ventet på et særligt styresignal om, hvordan reglerne skal tolkes.
Umiddelbart skulle man tro, at det er nemt. De 25 procent moms, som Bofa lægger ovenpå vores i forvejen høje skralderegning, burde jo bare blive fjernet, så vi kan komme ned i pris. Men hvis det var så enkelt, ville sagen hurtigt være løst. Men når Bofa stopper med at opkræve moms, mister Bofa også selv muligheden for at kunne trække moms fra på sine udgifter.