Tiden er inde til erhvervspark

Tiden er inde til erhvervspark
KOMMENTAR | DEBAT | Fredag 4. oktober 2024 • 15:30
Af:
Søren Møller Christensen
direktør
Baltic Energy Island
KOMMENTAR | DEBAT | Fredag 4. oktober 2024 • 15:30

Lad os arbejde sammen om energi-erhvervsparken.

Den sidste uge har planerne om en energi-erhvervspark fyldt den politiske diskussion på Bornholm.

På den ene side har erhvervslivet betonet vigtigheden af at gribe muligheden, mens et flertal i den politisk behandling ikke mener, at tiden endnu er inde til, at Bornholms Regionskommune bruger kræfter på at udpege et areal, hvor energi-erhvervsparken kan placeres.

Jeg forstår godt forvirringen, der er omkring en kommende energi-erhvervspark.

Hvad er det egentligt, den skal indeholde, hvor stort et område er der behov for, og hvorfor skal der allerede nu tages stilling til noget, der er så langt ude i fremtiden?

Jeg kan også forstå, at det kan være svært at tage stilling til et initiativ, der er så stort og på mange måder ukonkret.

Vi tager stafetten

På den baggrund vil vi i Baltic Energy Island nu tage stafetten op sammen med det bornholmske erhvervsliv.

Vi vil fortsætte arbejdet ad to spor. For det første vil vi arbejde på at konkretisere, hvad en erhvervspark er. Hvad kan den indeholde, og hvad vil den betyde for Bornholm?

For det andet vil vi invitere til dialog mellem erhvervsliv, borgere, organisationer og selvfølgelig ikke mindst politikerne. Håbet er, at vi gennem dialog kan nå frem til en bedre forståelse af, hvad det er, som vi skal sige ja eller nej til.

Første skridt er, at vi på mandag har inviteret kommunalbestyrelsesmedlemmerne samt erhvervslivets og fagbevægelsens organisationer til et fyraftensmøde, hvor vi vil fortælle om de tanker, som vi har gjort os indtil nu og igangsætte dialogen.

Hvorfor venter vi ikke bare?

Men hvorfor venter vi ikke, til vi ved, om energiøen kommer, og der rent faktisk er nogle virksomheder, der har bedt om arealer? Spørgsmålet er logisk, men der er samtidig også to gode grunde til, at vi tager stafetten op nu.

For det første er vi nødt til at sende et klart signal til de virksomheder, som skal konkurrere om retten til at sætte vindmøller op syd for Bornholm. Når de efter forventningen i 2025 skal udarbejde deres bud, så skal de vide, om de skal indtænke investeringer på Bornholm.

For det andet er der et lovgivningsmæssigt vindue, som er åbent nu. Bornholm blev som en undtagelse skrevet ind i 'Lov om statsligt udpegede energiparker'. Loven muliggør, at vi fra Bornholms side kan indmelde et areal på trods af, at det er i det åbne land og i kystnærhedszonen.

Denne lovændring er primært lavet for at imødekomme Bornholms ønske om at bruge energiøen som afsæt for varig erhvervsudvikling. Muligheden for at melde areal til energi-erhvervspark ind forsvinder i 2025, hvilket i praksis betyder, at et areal skal være meldt ind i løbet af første halvår 2025.

Det har i debatten været nævnt, at vi kan bede om at få lov til at melde ind senere. Om det er muligt, ved vi ikke, idet det vil kræve en ny politisk aftale. Det er svært at spå, om der vil være åbenhed for det på Christiansborg, hvis vi ikke griber chancen nu i første omgang, hvor det rent faktisk giver mening i forhold til energiøens udbudsproces, og hvor der helt sikkert er en lovgivningsmæssig mulighed.

Endelig har regeringen i sit landdistriktsudspil lagt op til, at Baltic Energy Island skal modtage 10 millioner kroner til "at udnytte de erhvervsmæssige muligheder forbundet med Energiø Bornholm og understøtte Bornholm som knudepunkt for udvikling, test og demonstration af grøn energi".

Den konkrete udmøntning af midlerne afventer, at udspillet bliver endeligt besluttet, men det er min klare forventning, at en del af midlerne netop skal bruges til at konkretisere ideen om en energi-erhvervspark.

Lad os starte med dialogen

Jeg håber, at alle parter er villige til at tage del i dialogen.

Det tager god tid, mange snakke og god planlægning at håndtere de store samfundsmæssige forandringer, som Energiø Bornholm introducerer på vores ø. Men vi er nødt til at sætte det lange lys på og tage de store diskussioner om, hvad vi vil med Bornholm, og ikke mindst hvordan vi vil arbejde for at gøre øen mere økonomisk bæredygtig.

I de diskussioner kan vi ikke sætte to streger under alting. Vi kan ikke forvente garantier, og vi kan heller ikke afvente, at udviklingen kommer til os. Vi er nødt til at formulere visioner og lægge strategier, som vi holder fast ved i lang tid – gennem op- og nedture.

Det lange strategiske sigte og manglen på garantier gør dog dialog så meget vigtigere. Det er gennem samtale, at vi kan få forståelse for de billeder, som vi hver især har af Bornholms fremtid, og det er gennem dialogen, at vi forhåbentlig kan finde et fælles billede, som vi sammen kan stræbe efter at realisere.

Følg debatten på facebook!
TIL FORSVAR FOR MÅGESKRIG OG MADTYVERIERTIL FORSVAR FOR MÅGESKRIG OG MADTYVERIERTIL FORSVAR FOR MÅGESKRIG OG MADTYVERIERTIL FORSVAR FOR MÅGESKRIG OG MADTYVERIER
FÅ ABONNEMENT