Skønne spildte Nordlivs-kræfter

Ildsjæle og fonde har spildt deres tid med Nordliv-projektet. Fremover skal vi tænke i nye former for at lykkes på Bornholm.

Det visionære Nordlivs-projekt, der ville kombinere private ildsjælekræfter med kommunal børnehusdrift, blev torsdag aften stemt til luftkastel i kommunalbestyrelsen.

Efter flere års forberedende arbejde og flere villige fonde med 65 millioner klar - hvis ellers kommunen både ville garantere drift og selv skyde godt 26 millioner kroner i projektet - er sagen tilsyneladende stoppet nu. Budgetbanden Enhedslisten, Socialdemokratiet og Venstre stemte torsdag for at lægge planerne ned i kommunalbestyrelsen.

Tilbage står nu en række ildsjæle i Nordlandet, der har kæmpet for sagen, og en række store fonde, der har spildt deres kræfter på Bornholm og fremover desværre bliver markant mere skeptiske, når der skal skabes store projekter på Bornholm.

Vi er en lille kommune, der er fattig på økonomi men rig på natur og kultur. Vi kan netop med store landsdækkende fonde skabe unikke gigantprojekter, som takket være turismen, Folkemødet og den kommende energiø når ud til langt flere end de 40.000 med bopæl her på øen. Det er heldigvis prestigefyldt at bygge flot på Bornholm.

Med Nordlivs skrinlægning har vi trukket en god del på kreditten og gjort det en del mere svært at overbevise fonde i fremtiden om, at Bornholm er værd at investere i. Men hvad kan vi lære af det triste projekt i nord?

Først og fremmest er vi alt for små til at spilde vores kræfter på intern strid. Sammen er vi stærkest, så når borgere og foreninger i nord er godt i gang med et kæmpe projekt som Nordliv, så skylder vi dem, at politikere og administration arbejder konstruktivt sammen med dem helt frem til målet er nået. Projektet burde undervejs være tilpasset til en realiserbar drøm i stedet for at lide stemmedøden under budgetbandens flertal. Alle de engagerede borgeres superkræfter burde være drejet i en retning, så vi stadig var på vej mod et Nordliv i Allinge.

Men det er naturligvis lettere sagt end gjort. Og udfordringen - også med Nordliv - er, at projektet i stor grad skulle hvile på en kommunal driftsgaranti og krævede en markant kommunal investering. Kommunen har ingen kroner til overs, så prisen for en ny investering og risikoen for ekstra driftsudgifter er enten på bekostning af andre eller en følge af mulige effektiviseringer.

Med den fortsat barske virkelighed, skal vi tænke mere selvstændigt i vores visionære projekter på Bornholm. Kommunen kan på ingen måde garantere en økonomisk drift, selvom investeringerne bliver løftet af fonde. Derfor skal vi tænke nye veje for de fantastiske superprojekter fremover. Veje hvor kommunen spiller en konstruktiv makkerrolle men ikke hænger på nye mulige driftsudgifter.

Det er sammen om Bornholm.