Trist er det også, at det politiske flertal mener, det er nødvendigt at sætte rammer op for mindretallets ageren i en valgsituation.
Og rigtig trist er det at høre vores borgmester mene, at "pressetrykket" er for stort for Bornholm, at de forskellige medier nærmest er en plage.
Kald det spærretid, kald det retningslinjer, men kald det ikke beskyttelse af medarbejdere. Som det er påpeget flere gange i debatten, så mangler vi fakta om behovet for beskyttelse af medarbejderne imod politikere og medier.
Den her sag er kedelig, pinlig, ulykkelig og med vidtrækkende konsekvenser. Ligegyldigt hvilket udfald sagen får – om det lykkes at få dumpet ideen, eller borgmesterens retningslinjer bliver vedtaget – ligegyldigt hvad, så bliver der ingen vinder. Tillid er afløst af mistro, og åbenhed om politik og drøftelser på et bredt oplyst grundlag får usikre vilkår et pænt stykke tid.