Psykisk sårbare i fælles opråb: Det vil være en katastrofal fejl

Søren Koch Andersen har samlet en række udsagn fra nuværende og tidligere brugere af Lindehuset, som er meget bekymrede over fremtiden for tilbuddet til psykisk sårbare.

I forbindelse med meddelelsen om at Lindehuset eventuelt skal lukke, eller der skal foretages en kraftig nedskæring af åbningstiden, har jeg samlet nogle udsagn både fra nuværende og tidligere brugere af Lindehuset.

Jeg kunne sagtens have fået mange flere udsagn, men de ville sandsynligvis være meget lig disse.

Søren: Et oprigtigt ønske om at hjælpe

Jeg har det meste af mit liv levet med gentagne depressioner af mellemsvær grad.

I 2016 fik jeg en meget svær depression, som jeg havde meget svært ved at komme ud af, og det resulterede i et halvt års ophold på psykiatrisk afdeling. Efter at være blevet nogenlunde frisk, blev jeg udskrevet og blev i den forbindelse anbefalet at prøve at bruge Lindehuset.

Jeg mente selv, at jeg var nogenlunde frisk på det tidspunkt, men når jeg ser tilbage på det i dag, så kan jeg godt se, at jeg stadig var noget omtåget af eftervirkningerne af min depression. Det eneste, som jeg kunne finde ud af, var at sidde i sofa og kigge på de andre.

Men ret hurtigt var der et personale, som satte sig ned og snakkede med mig. Jeg oplevede det ikke som en fagperson, der var ansat til at snakke med mig, men snarere som et menneske med et oprigtigt ønske om at hjælpe mig med det, som jeg her og nu havde brug for.

Da jeg interesserede mig for computere, så blev det hurtigt foreslået at lave noget, som huset havde brug for: diverse opslag, en ugeavis, fremmødelister. Derudover blev der startet en fotogruppe op, som jeg også deltog i.

Dette gjorde, at jeg pludselig havde en funktion, og at det, som jeg foretog mig, gav mening for mig.

I årene, der kom, blev det til mange samtaler med de ansatte, som jeg altid føler har mødt mig med respekt, sand interesse og et ønske om at hjælpe med det, som jeg gerne ville have hjælp til. Det, at det var mig, der var i centrum, og at de ansatte var der som hjælp, var nok det, der fik mig til at bedres stille og roligt. Tidligere har jeg mødt mange professionelle, der ville fixe mig og havde en masse ideer til, hvad jeg skulle gøre. Her var det fuldt ud på mine præmisser, men med al den hjælp, som jeg havde brug for.

Jeg er i dag bruger af og frivillig i Lindehuset, hvor jeg kommer så godt som hver dag.

Pernille: Vil være en katastrofal fejl

Jeg blev ramt af stress og en depression, da min mand blev syg og vores firma måtte lukke.

Jeg blev henvist til diverse psykologer, jobtræning, kurser og meget andet, som jeg ikke kan huske. Desværre var der ingen, der kunne hjælpe mig.

En dag stødte jeg på en medarbejder i Fontænehuset (Lindehusets daværende navn). Han hjalp mig til en hverdag, som jeg kunne rumme, og i dag er jeg en glad folkepensionist, som kan overskue min hverdag og være der for andre.

Det vil være en katastrofal fejl, hvis Lindehuset kun skal være åbent nogle dage om ugen – eller måske helt lukke. Mennesker, som er blevet hjulpet til en tålelig hverdag, bliver sat tilbage til en hverdag, som de ikke kan være i.

Hvor skal de så gå hen? Hvis ikke jeg var blevet hjulpet, så var jeg gået ”tabt”. Det kan vi ikke byde de unge mennesker.

Sisse: Var endt i misbrug uden Lindehuset

Jeg startede i Lindehuset, mens det hed Fontænehuset i 2014.

Jeg flyttede fra København og hjem til Bornholm, efter jeg gik ned med stress og angst efter et overfald.

Jeg fulgtes med min mor, som allerede dengang havde sin daglige rutine i huset. Hun fortalte mig, at det var et fantastisk sted, hvor alle personligheder kunne befinde sig - her var vi alle på lige fod med hinanden.

Jeg startede dybt afhængig af min mor, og uden hende kunne jeg ikke være startet. Men efter et par måneder kunne jeg slappe lidt mere af. Jeg var stadig dybt påvirket af overfaldet psykisk og snakkede altid meget om det til møder med sagsbehandler og kontaktperson.

Jeg fik fast værksted på kontoret, hvor jeg langsomt men sikkert begyndte at rykke mig. Jeg kunne bedre håndtere at være med i arbejdet, der skulle laves, og turde komme med idéer til indretning, hvis dette skulle gøres.

Min mor stoppede på et tidspunkt. Da var jeg heldigvis blevet så stabil psykisk, at jeg turde tage af sted alene,

Jeg stoppede med at fortælle om min oplevelse i København og i stedet have fokus på fremtiden, hvad jeg gerne ville, og hvad jeg ønskede.

Jeg havde min rutine i huset i cirka tre år. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg ikke var startet der, så havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag.

Lindehuset gjorde, at jeg overvandt min frygt og angst, og at jeg i dag sidder og har en familie, hvor jeg kan overskue hverdagen. Lindehuset har hjulpet så mange mennesker igennem mange år, og det vil være katastrofalt, hvis huset skulle lukke. Hvor skulle folk som mig gå hen?

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville have diverse misbrug, hvis jeg ikke var startet der.

Maj: Det er ren medicin

Da jeg startede i Lindehuset for 10 år siden, så sad jeg bare rystende og kiggede ned i bordet og var meget grådlabil, men efter bare kort tid blomstrede jeg op.

Stedet er ren medicin for mig. Det er et hus, hvor man bliver taget hjerteligt imod. Der er stor accept af en - ligegyldigt hvilke udfordringer man har.

Jeg er selv bipolar og går til tider ned med depression og lider af angst. Hvis jeg ikke havde Lindehuset til at holde mig oppe, ville det se sort ud for mig. Mine depressioner ville forværres, og jeg ville totalt isolere mig. På grund af mine udfordringer har jeg ikke det store sociale liv udenfor Lindehuset, så det vil jeg også miste, hvilket igen ville forværre min tilstand og give mig ensomhed.

Min angst gør, at jeg ikke kan ting som at handle eller køre bus alene, og derfor er et Rønnetilbud ikke en mulighed. Der er også for mange mennesker for mig i tilbuddene i Rønne. Lindehuset er et hus helt for sig og kan ikke sammenlignes med noget andet. Det giver mig betydning og følelsen af, at jeg også kan bruges til noget.

Anonym: Ved ikke hvad jeg skulle gøre uden

Lindehuset er for mig blevet et sted, hvor jeg i trygge rammer kan komme ud og være social, hvilket jeg ellers kun er med min familie.

Da jeg har meget angst, så er det altafgørende, at der er medarbejdere der, som jeg kender rigtig godt, for at føle mig tryg, samt at Lindehuset ligger tæt på mit hjem.

Det er dejligt at komme ud og se andre mennesker og få andre input ved at snakke. Samtidig er det godt at lave noget som interesserer mig sammen med andre for eksempel fotografere eller strikke og blive fordybet i dette, så man får en pause fra alt andet.

Man bliver altid taget godt imod i Lindehuset, og der er altid nogen, man kender. Man kan være lige, som man er - med de udfordringer, som man nu har, uden at føle sig forkert, da der er stor forståelse fra medarbejdere og andre medlemmer, som forstår en. Så man kan deltage i dagligdagen og i forskellige aktiviteter på egne præmisser - det betyder meget.

Før jeg startede i Lindehuset, så syntes jeg, at det var rigtigt svært at være ude blandt andre og at snakke med andre - det er alt sammen blevet bedre gennem årene i Lindehuset.

Det har også været dejligt at lære nye ting, for eksempel ved at være på kontoret eller lære nyt håndarbejde. At opdage jeg kan mere, end jeg troede. At danne relationer og ikke at være den eneste med angst eller andre psykiske udfordringer betyder også noget.

Jeg har været i Lindehuset i mange år, og det har taget flere af disse år at blive tryg ved rammerne, medarbejdere og medlemmer. Det kan stadig være udfordrende at komme af sted, men det hjælper, når jeg først er der, og alt er kendt.

At skulle begynde forfra et nyt sted, hvis Lindehuset skulle lukke, er fuldstændig uoverskueligt at tænke på. Det ville heller ikke blive aktuelt for mig, da jeg på grund af min angst, ikke kan tage en bus eller bil og køre til Rønne.

Jeg ville være meget ked af det, hvis jeg skulle undvære de mennesker og det hus, som jeg holder af og er blevet tryg ved. Jeg ved ikke, hvordan jeg så skulle kunne komme ud og få noget socialt.

Debatredaktørens bemærkning

Dette indlæg er meget længere end normalt acceptabelt. Jeg bringer det, fordi det rummer nogle personlige beretninger, som et 'normalt' læserindlæg vil have vanskeligt ved at formidle.

Navnene på personerne er anonymiserede, men jeg er bekendt med de korrekte navne.