Pavas filippinske datter

Pava beretter fra Filippinerne om sin mindste datter og de rammer, hun kom til verden under.

Det mandag og her er et lille rejseskriv herfra Calbayog.

Jeg er taget ud for at besøge min datter. Kan man det ene, kan man os det andet - tage det ansvar det er at have bragt hende her til verden.

Et besøg i byen Calbayog på Filippinerne under et møde for fire år siden resulterede i en lille smuk datter, som er her nu, uden at vi har spurgt hende først. Men byen har også en lufthavn, og der trækker man kuffertvognene med håndkraft. Hvorfor så det?

Jo, fordi det selskab, der bød på opgaven, var billigst - altså ren manpower og altså ingen traktorer. Lufthavnen har også masser af kunst på deres vægge, og så er Calbayo-byen et levn fra fortiden i sit primitive design: Smuk, simpel, gammeldags, hyggelig og helt sikkert et godt sted at vokse med en kærlig familie og sin mor Rose - også selvom det ikke er det samme som i Danmark.

Herude i det samfund arbejder alle som små flittige myrer, for ingen indsats er lig med ingen mad, så her melder man sig ikke ud af samfundet. Man deltager på det niveau, man kan. Altså ingen diagnoser herude - ihvertfald er de sjældne. Folk har ikke meget, men overlever. Så længe man har et tag over hovedet og får noget at spise, så er man nærmest lykkelig her. Man behøver ikke være rig for at have et godt liv herude. Bekymringerne syntes at være noget, vi andre har opfundet. Her lever man nu og spekulerer ikke i klima, metoo, diagnoser, misundelse eller brok. Man overlever, og det fylder dagen ud. De andre ting, vi render rundt med hjemme, er der ikke tid til at spekulere over i dette samfund.

En messe i Kina bragte mig forbi Fillippinerne for fire år siden. Det var et møde med en investor-kunde og så nogle øl om aftenenen...

Der er rig mulighed for selskab i denne del af verden, og her mødte jeg Rose på 34 år. Vi tilbragte tre dage sammen, og hun viste mig lidt rundt om dagen og så fik nogle øl om aftenen. Filippinerne kan godt finde ud af at holde fri og drikke i godt lag. Jeg tænker, at Danmark måske endda halter bagud på det punkt. Så langt så godt og så vidt. De sene aftentimer blev erstattet med en seng at sove i.

Hun havde fortalt, at vi skulle passe på. I ved nok med det der. Men måske lyttede jeg ikke - i hvertfald ikke nok. For ni måneder senere skrev hun og spurgte, hvornår jeg var på Filippinerne. Jeg skrev tilbage august og hvorfor.

Hun svarede, at det var ligemeget, og håbede jeg havde det godt. Jeg granskede min kalender og fandt ud af, at det var november og ikke august og skrev den besked til hende, hvorefter hun sendte et billed af en lille nyfødt datter. Tiden gik, og jeg hjalp, men var aldrig helt sikker på, om jeg nu var faren. En dna-test blev langt om længe lavet i Danmark, og resultatet var, som hun havde sagt. Far til fire 100 procent eller fem - for jeg har jo papsønnen Emil sammen med min eks-hustru også. Han er 26 og bor i dag i København. Ja sådan blev jeg far til fire kan man sige ihvertfald biologisk her på Bornholm.

Og kan man det ene, kan man også det andet: Tage det ansvar det er at have bragt en lille smuk pige ind i denne verden. En verden hun aldrig selv fik et valg om at være i.

Hilsen Poul Pava