Nytårskrudt – det hører kun hjemme nytårsaften og dagen efter

Nytårskrudt – det hører kun hjemme nytårsaften og dagen efter
Flot ser det ud, men fyrværkeri må kun affyres to af årets dage, gør erhvervsministeren opmærksom på. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
SYNSPUNKT | DEBAT | Torsdag 26. december 2024 • 19:00
Af:
Erhvervsminister Morten Bødskov
Socialdemokratiet
SYNSPUNKT | DEBAT | Torsdag 26. december 2024 • 19:00

Snart går det løs. Du står måske på villavejen og skåler i champagne med naboerne til midnat. Himlen lyser op i alverdens farver.

Personligt holder jeg meget af at fejre nytåret. Men dagene med brag og bulder er også en stressende og generende tid for mange.

Stressende for både mennesker og dyr

De fleste kæledyrsejere kan nok skrive under på, at det er ubehageligt for dyrene – for slet ikke at tale om de mennesker, der har været udsendt eller er flygtet fra krig.

Det gælder også vores natur, som betaler regningen, når raketterne forurener.

Hensyn

De hensyn må vi ikke glemme. Derfor er fyrværkerisæsonen nu blevet kortere, så vi kun må fyre af to dage – nemlig den 31. december og den 1. januar.

Tidligere har vi været vant til høje brag i flere dage op til nytårsaften rundt omkring i vores boligområder. Faktisk har det været tilladt allerede fra den 27. december.

For regeringen er det vigtigt, at vi kan holde fast i traditionerne. Men det er samtidig vigtigt, at vi tager hensyn til hinanden.

Derfor gør vi nu tidsrummet med brag og larm mindre. Det skal også være dyrere, hvis man fremover fyrer af, når det ikke er lovligt.

Efter min mening er det både fornuftig og afbalanceret, at vi nu strammer grebet om nytårskrudtet.

Årets sidste og første fest bliver ikke dårligere af, at vi tænker på hinanden.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT