Leder: Paradisøen udfordret

Leder: Paradisøen udfordret
På Paradisbakkeskolen kunne frokostprisen på henholdsvis 10 kroner og 15 kroner måske kunne hæves lidt, og køkkenpersonalet trimmes med ekstra elevarbejde, så det gode projekt kan fortsætte, skriver Kristoffer Gravgaard i dagens leder. Foto: Berit Hvassum
LEDER | NEXØ | ABONNENT | 4. SEP 2021 • 10:00
LEDER | NEXØ | ABONNENT
4. SEP 2021 • 10:00

Gårsdagens budgetforlig mellem Venstre og Socialdemokratiet uden om borgmesterpartiets sædvanlige støtter kom uventet og har affødt en del kritik. Øvelsen er langt fra nem, når de store sociale udgifter skal betales, og listen af mulige spareforslag kun rummer punkter, der vil gøre ondt på nogen.

Alligevel gør det ondt at se, at øens to største partier enedes om at spare netop steder, hvor det nærmest koster os penge at skære ned.

Paradisbakkeskolens madkøkken er en trist fortælling om cirka 10 millioner kommunale kroner til et topprofessionelt køkken og en flot vision om at lære børn om mad og bæredygtighed. Til næste år har Venstre og Socialdemokratiet besluttet at spare cirka en million kroner på bemanding af skolekøkkenet, der omfatter en kok, to køkkenassistenter, en ernæringsassistent, en pædagogisk assistent og en opvasker.

 

Hvis vi skal værne om vores paradis, skal vi byde ind med bedre løsninger.

 

At investere 10 millioner kroner i en nyt køkken og lukke det mindre end seks måneder efter, det er taget i brug, er en dårlig beslutning, når skole og elever er glade for investeringen. Det giver umiddelbart ikke mening at opgive de 10 millioner kroners køkkeninvestering for at spare en enkelt på driften. Det ser ud som spild af kommunens penge, når man både kigger mere end et år frem og tilbage. Lad være med at spilde pengene. Dem er der for få af i forvejen på det kommunale budget.

Men penge skal der til, og da vi ikke har flere skattekroner fra nye tilflyttere og voksende erhvervseventyr, og staten ikke hjælper os det sidste stykke, skal politikerne jo finde løsninger, der sparer penge.

Men det ville klæde de to store partier at følge op på besparelserne på både Paradisbakkeskolen og de andre sparetiltag med mere smarte eller konstruktive løsninger. På Paradisbakkeskolen kunne frokostprisen på henholdsvis 10 kroner og 15 kroner måske kunne hæves lidt, og køkkenpersonalet trimmes med ekstra elevarbejde, så det gode projekt kan fortsætte.

Det koster at drive en kommune som vores. Paradiset er både udfordret på skolemaden og en lang række andre punkter. Hvis vi skal værne om vores paradis, skal vi byde ind med bedre løsninger. Det gælder både politikerne, der har ladet sig vælge til at træffe de populære og upopulære beslutninger. Men det gælder også alle os andre, der her i Tidende må byde ind med forslag og ideer til, hvordan vi kommer godt videre og stadig holder udgifterne mindre end indtægterne. Vi har spalterne klar og modtager jeres input med kyshånd på debat@tidende.dk