Fru Westford tager dog helt fint mod initiativet, og det manglede jo egentlig også bare. Magnus Kjøllers træk er helt igennem uegennyttigt, for han bor til daglig helt nede i Dubai, er kun på Bornholm et par gange om året og kunne meget vel komme med fly, når det sker. Hvad han her gør, gør han for andre, os allesammen faktisk.
Bag dusøren summer også en undren, vel efterhånden også en klar frustration. Som de fleste af os andre forstår heller ikke Magnus Kjøller, at stenkastene kan vare ved og ved (dog heldigvis med pause i de seneste dage), uden at et efter eget udsagn talstærkt tilstedeværende svensk politi får pågrebet nogen. Hvorfor er ingen blevet set? Med hvilken metode kan man ramme hele 117 biler med sten, uden at nogen ved hvordan, selv nu flere måneder efter det skete første gang?
Var der fuldkommen tillid til, at det svenske politi vitterligt er så meget på sagen, som man siger, ville de fleste af os nok stadig ikke have hørt om Magnus Kjøller. Det er bagsiden af hans dusør, en bagside som Kjøller selv selvfølgelig ikke har nogen skyld i. Men man kan snart ikke længere skjule, at der mange steder på Bornholm har sneget sig en mistillid ind – ikke bare til svenskerne, men også til, om de danske myndigheder lægger alt det pres på Sverige, som et naboland faktisk er i stand til. MF Peter Juel-Jensens nylige spørgsmål til justitsministeren trækker ganske klart den vej, og også Dansk Folkeparti tager den vinkel nu.
Forhåbentlig er det helt ubegrundet. Forhåbentlig gør både danske og svenske myndigheder virkelig alt, hvad de kan. Men måske ligger løsningen i vore egne hænder. Det er i hvert fald det håb, der ligger bag Magnus Kjøllers dusør.