Leder: Kampen med mandaterne

Leder: Kampen med mandaterne
LEDER | DEBAT | BORNHOLM | Fredag 26. november 2021 • 05:30
LEDER | DEBAT | BORNHOLM | Fredag 26. november 2021 • 05:30

Morten Riis stod forbilledligt fast på sin aftale med Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Konservative. Det tegner lovende for de kommende fire års politik på Bornholm.


Man skal kunne tælle til 12 i bornholmsk politik. Det var Dansk Folkeparti og Enhedslisten umanerligt gode til, da de hentede den kommende borgmester Jacob Trøst ind i forhandlingslokalet på valgnatten, inden valgresultatet var endeligt. Trøst blev borgmester, og den nye alliances to stærke partier fik alle udvalgsposterne, og de forskellige ben blev fordelt. Det hører sig til.

Venstre og Socialdemokratiet fik en syngende vælgerlussing med syv færre mandater end ved forrige valg. Men stadig nok til at kunne tælle til 12, hvis man lagde Endhedslistens syv mandater til. Derfor prøvede de naturligvis lykken hos Enhedslisten dagen efter for at se, om Morten Riis kunne lade sig friste med en særlig pakke: Den fulde borgmestertitel, rådhusstop og stærkere indsats på børneområdet. Enhedslistens valgkamp gjort til virkelighed med hjælp fra Venstre og Socialdemokratiet.

Selvom de to gamle partier var bombet tilbage af vælgerne, forsøgte de naturligvis at bringe de stemmer og mandater, de stadig havde, i spil. Det vil enhver politiker gøre.

Men det er ikke alle politikere i Danmark, der ville gøre som Morten Riis og holde sin aftale. Men det gjorde han. Det blev ifølge Tidendes oplysninger ikke til en total afvisning før den næste dag, hvor Riis’ bagland formentlig har hjulpet med at holde ord og beslutte at afvise borgmesterposten. Men det blev en afvisning og dermed en troskab mod alliancen bag Jacob Trøst.

Det er beundringsværdigt, at Morten Riis og Enhedslisten har holdt deres alliance og ikke ladet sig friste med den fulde borgmesterpakke. Bravo. Det tegner ualmindeligt godt for de kommende fire år, at det største parti tager ansvar for koalitionen og ikke lader sig friste.

FÅ ABONNEMENT