Leder: Grønt er kønt

Jo større mål man sætter sig, desto sværere bliver det også at nå dem. Når det står klart, kan man gøre to ting: Enten kan man arbejde endnu hårdere. Eller også kan man sætte målene ned. Det ved de fleste, der har prøvet at stræbe efter noget.

Derfor må man også til en start anerkende, at man ikke kan beskylde kommunalbestyrelsen for at mangle ambitioner og for ikke at tro på sine ting. I hvert fald ikke med de sager, som det her skal handle om.

For otte år siden vedtog mange af de samme politikere, at regionskommunen skal bruge mindst 40 procent lokale råvarer i kommunens egne køkkener. Målet var højt, hensigterne alle de bedste: Lad os støtte vore egne producenter, få friskere råvarer ind i skoler, plejecentre, børnehuse – og fjerne noget transport på samme tid.

Måske optændt af den samme ild sigtede den samme kommunalbestyrelse endnu højere tre år senere. Ikke mindre end en femtedel af al bornholmsk landbrugsjord skulle nu være økologisk dyrket om hvad der nu kun er fire år: 2025.

Man kan ikke beskylde kommunalbestyrelsen for at mangle ambitioner og for ikke at tro på sine ting

Hu hej, hvor vi gungrer, som musen sagde til elefanten, da de sammen gik over en bro. Skulle det lykkes, ville vi havne i TV-Avisen, ja, måske ville selv CNN komme farende til. Kun fjerne øer med uopdagede urfolk ville jo overgå os her, og det mest af alt fordi man den slags steder ikke ejer så meget som en traktor.

De seneste fem år har vi været der et par gange, og i torsdags bankede virkeligheden så igen på for målene her. For som man måske nu har regnet ud, har de her to store ambitioner ikke haft det videre let.

Mindst ringe er det gået med ambitionen om lokale fødevarer. Lige knapt halvvejs i mål er kommunen nu kommet på den front. 15 af de 40 procent er vi oppe på nu – og kun efter at kommunens mænd og kvinder både har givet den en skalle og tænkt vældig kreativt undervejs.

Kommunens indkøbsaftale er blevet lagt om. Producenterne, kommunens køkkenchefer, grossisten og Bornholms Landbrug & Fødevarer har holdt ganske mange møder. Helt særlige bestræbelser har handlet om at skabe et værktøj, så kommunens grossist overhovedet kan måle kommunens forbrug af bornholmske fødevarer. Ret oplagt sted at starte, må man sige, og alt i alt point for forsøget.

Derimod skal der mere end god vilje til, hvis man også vil bære over, når det kommer til målet om økologisk dyrket jord. På fem år er fem procent økologisk landbrugsjord på Bornholm blevet til lige over seks. Godt og vel et procentpoint er der vundet, igen efter en indsats, der har været både dyr og ihærdig.

Før mødet i torsdags gjorde kommunaldirektøren da også sit bedste for at få mål og virkelighed til at passe lidt bedre sammen. For arealerne, der vil skulle lægges om til økologisk drift, er så godt som allesammen private, og i øvrigt kan hverken Bornholms restauranter eller resten af markedet aftage så mange økologiske varer, skulle målet en gang blive nået, lød den fornuft, som han prøvede at spille i marken.

Det er det samme som at sige: Kære venner, det her har ingen gang på jord – men ikke desto mindre gælder begge mål endnu. Næsten tre millioner kroner i alt vil det koste i de næste fire år.

Så lad herfra ingen sige, at Bornholms politikere mangler ambitioner. Det er nærmere noget andet, der mangler.