Gamle vindmøller kommer op igen

Gamle vindmøller kommer op igen
Seks vindmøller fra 1990'erne er blevet renoveret og er ved at blive stillet op igen. Foto: Bornholms Energi & Forsyning
MILJØ | 29. APR • 16:53
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | 29. APR • 16:53

Seks vindmøller fra 1990'erne er ved at blive stillet op igen. De producerer strøm nok til at forsyne omkring 600 husstande.

I 1990'erne blev det stillet vindmøller op ved Store Pilegård i Stenseby og Rosendal i Rutsker. De seks møller blev taget ud af drift i sommeren 2024, men er nu på vej op igen efter at være blevet renoveret.

Bornholms Energi & Forsyning fortæller, at møllerne har været igennem en grundig kontrol, som viste, at tårne og vinger var i god behold. Til gengæld blev alle seks vindmøllehuse fragtet til Herning, hvor Windtech A/S har stået for renoveringen. Alle mekaniske dele er blevet skilt ad, gennemgået, repareret eller udskiftet, hvilket har forlænget den samlede levetid med cirka 15 år.

– Vindmøller på land er en effektiv vej til grøn og billig energi, og møllerne bruger samtidig mindre areal end eksempelvis solceller med tilsvarende kapacitet, siger Julius Kofoed i en pressemeddelelse.

Han er afdelingschef for kommerciel infrastruktur i Bornholms Energi & Forsyning og beskriver renoveringen af møllerne som en vigtig handling for at fastholde den grønne omstilling og lokal elproduktion på Bornholm.



Vindmøllerne har et vingefang på henholdsvis 27 og 29 meter, og deres huse står i en højde af 31,5 meter. Foto: Bornholms Energi & Forsyning

 

600 husstande

Ifølge Bornholms Energi & Forsyning er det både billigere og mere bæredygtigt at renovere de seks møller end at opføre nye vindmøller i samme størrelse. Når de igen er aktive, kan de levere 225 kilowatt pr. enhed, og samlet producerer de cirka 2.700 megawatt-timer om året, hvilket svarer til at forsyne omkring 600 husstande med et årligt standardforbrug.

– Selvom de renoverede møller har en lille kapacitet, så synes jeg, det er rigtig positivt, at vi fastholder kapaciteten af vindmøller på øen fremfor at tage møllerne ned og dermed gå et skridt tilbage i den grønne omstilling, siger Julius Kofoed.

Opsætningen af vindmøllerne gik i gang mandag, og de forventes at være i drift i begyndelsen af maj.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT