Det mest forfærdende: Så godt som alle de forældre, der nu har trukket vejret dybt ind for at begynde at tale åbent, har også fortalt om lang ventetid på at få hjælp fra den kommune, der i en lang række situationer faktisk har en lovfæstet pligt til at hjælpe.
Nogle af de her ting har længe stået klart. Triste tilstande i kommunens myndighedsafdeling og lang ventetid på at få for eksempel en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV) er om ikke standardstof på børne- og skoleudvalgets dagsordener, så i hvert fald et tema, der har været fremme. En jo ellers ganske talstærk presse på Bornholm må tage sin del af ansvaret for, at de her graverende problemer ikke er blevet endevendt for længst.
Så meget desto vigtigere er det derfor, at frustrerede forældre på stribe nu tager bladet fra munden. Det er en kæmpe præstation, for ingen må tage fejl af, at det kræver et meget stort mod. Ingen forældre holder af at fortælle om udredninger af deres børn eller børnefaglige undersøgelser efter paragraf 50 i serviceloven, hvormed alt i en familie bliver sat under lup og afsøgt med radar og røntgen.
For alle er børnene det mest dyrebare, derfor også det mest sårbare, ømtålelige, tabubelagte, når glansbilledet er noget, som kun andre mennesker synes at have. Det er ikke disse historier, som man fortæller ved familiefesterne eller nede ved brugsens køledisk. Slet ikke i et lille, tæt samfund som det bornholmske, hvor næsten alle kender alle, og hvor mange snakker om mange.