Valgkampens helte er de stadig flere bornholmere, der med stort mod åbent fortæller de historier, som det er allersværest at tale åbent om.

Med nu mindre end en måned til valget begynder det også at stå klart, at denne valgkamps største præstation ikke vil blive skabt af nogen politiker. Selv Enhedslistens fremmarch, i høj grad en enkeltmandspræstation af Morten Riis, må træde til side for noget andet, der også allerede er sket.

Dette efterårs helt store nybrud er at se, hvordan bornholmere på stribe nu fortæller de historier, som nager og plager dem mest. Som har givet dem nætter uden søvn, bekymringer i dyb ensomhed, og som kun er delt med de aller-allernærmeste. Indtil nu.

De historier handler om en stadig længere række af de bornholmske børn og unge, der har det allersværest i livet. Ofte med flere diagnoser, indimellem med misbrug, flere års mistet skolegang og mere endnu.

Det mest forfærdende: Så godt som alle de forældre, der nu har trukket vejret dybt ind for at begynde at tale åbent, har også fortalt om lang ventetid på at få hjælp fra den kommune, der i en lang række situationer faktisk har en lovfæstet pligt til at hjælpe.

Nogle af de her ting har længe stået klart. Triste tilstande i kommunens myndighedsafdeling og lang ventetid på at få for eksempel en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV) er om ikke standardstof på børne- og skoleudvalgets dagsordener, så i hvert fald et tema, der har været fremme. En jo ellers ganske talstærk presse på Bornholm må tage sin del af ansvaret for, at de her graverende problemer ikke er blevet endevendt for længst.

Så meget desto vigtigere er det derfor, at frustrerede forældre på stribe nu tager bladet fra munden. Det er en kæmpe præstation, for ingen må tage fejl af, at det kræver et meget stort mod. Ingen forældre holder af at fortælle om udredninger af deres børn eller børnefaglige undersøgelser efter paragraf 50 i serviceloven, hvormed alt i en familie bliver sat under lup og afsøgt med radar og røntgen.

For alle er børnene det mest dyrebare, derfor også det mest sårbare, ømtålelige, tabubelagte, når glansbilledet er noget, som kun andre mennesker synes at have. Det er ikke disse historier, som man fortæller ved familiefesterne eller nede ved brugsens køledisk. Slet ikke i et lille, tæt samfund som det bornholmske, hvor næsten alle kender alle, og hvor mange snakker om mange.

Frem for alt derfor sker det først nu. Men som det skete ude i verden med MeToo, sker det nu også på Bornholm. Når mennesker ser, at de ikke er alene med deres rædselsberetning, men de tværtimod ser, at de har andres rygge at læne sig opad, andre der har været det samme igennem som dem selv, så bliver det mindre svært også selv at være åben. Man må sige det sådan her, for let bliver det aldrig.

På samme måde som denne valgkamp blev deres den dag, hvor budgetforliget kom, bør valget tilhøre de partier, der vil handle resolut på et kæmpe problem. Det er 15 års undladelsessynder, der er ved at vokse Bornholm over hovedet. Ikke helt få partier vil sætte massivt ind. Find dem, og giv et af dem din støtte.