Leder: Farvel covid-19

Covid-19. Havde man sagt covid-19 for under to år siden, ville kun lægerne vide, hvad det drejede sig om. Det kunne have været et firmanavn, et rockband, også film har nogle gange mærkelige titler. Det var dengang.

Sidste år i januar begyndte det så at dæmre for flere og flere: Den her mystiske sygdom langt ude i verden. Endnu ikke i Danmark, slet ikke på Bornholm. Men en sygdom, en farlig en, smitsom og med stor sandsynlighed på vej. Vores vej.

Det første bornholmske corona-tilfælde var...faktisk ikke et corona-tilfælde. Ja, her var vi begyndt at kalde det "corona", det lå ligesom lettere på tungen, når ondt nu skulle være. Men det var ikke-tilfældet, der gjorde coronavirus nærværende.

Vi vil altid huske, hvor vi var den aften, hvor statsministeren lukkede landet.

En weekend i februar sidste år måtte akutmodtagelsen på Bornholms Hospital pludselig lukke og slukke i adskillige timer. Årsagen? Alt til rådighed stående mandskab måtte i al hast, dog næppe i panik, i gang med at skrubbe og skure og desinficere hele stedet. Alene på mistanken om, at en coronasmittet havde været indenfor døren.

Det var en dreng fra Aakirkeby-området, og det skulle siden vise sig, at Aske ikke var smittet med corona. Tilbage stod den lukkede akutmodtagelse og rungede som et ekko, en genklang af en fare, der pludselig ikke længere var fjern, men måtte forventes at komme hertil.

Så kom den 11. marts. Først flere dage med de her ildevarslende ekstraordinære tv-nyheder. Tilbage i DR-monopolets tid vidste man, at den var helt gal et sted, når TV-Avisen sendte ekstra. Det var Palmes død eller Lennons, i bedste fald var der udskrevet valg. Men det krævede noget, og det krævede meget.

Nu sendte tv ekstra hver dag. Mette Frederiksen med flere ministre. Få dage gik der, så kendte hele landet sundhedsminister Magnus Heunicke. Og Søren Brostrøm, ikke at forglemme, hidtil en anonym embedsmand. Marts var knapt nok blevet til april, før han blev tilbudt at være med i Vild med Dans.

11. marts. Som én generation for altid vil huske, hvor de var og med hvem, da de hørte, at præsident Kennedy var død, og som en anden generation senere fik det med flyangrebene den 11. september, vil vi, der var der, altid huske hvor vi var og med hvem den aften, hvor statsministeren lukkede landet.

Farvel til alt velkendt. Særligt overdrevet er det knapt nok. Farvel til håndtryk, middage med vennerne, almindelig undervisning i skolerne, farvel til snart sagt det hele. Og tøvende goddag til et nyt liv med afstand, mundbind og "studsning og skrårem og motorsavsreklameblade", som Gnags fik skrevet det en gang. Ja, bortset fra studsningen, selvfølgelig, for frisørerne, de var også lukket. Alting var lukket.

Plastichandsker. Hjemmeundervisning. "Vi holder sammen ved at holde afstand". Nye ord og nye begreber. Når alting forandres, ændrer sproget sig med.

Nu slutter det så. 10. september bliver den næsten lige så historiske dato, hvor covid-19 ikke længere bliver betragtet som en samfundskritisk sygdom. Med få og små undtagelser er verden igen normal om et par uger. Vores del af verden, i hvert fald.

2.573 danskere er døde. 342.000 har været smittet. For de fleste kom corona tæt på. Dyrt har det været, forfærdelig dyrt. Men snart kan vi ånde lettet op og være tilfredse med os selv. Vi leverede, da vi skulle, også når det var svært. Skulderklappene er dyrekøbte. Lad os desto mere huske at give dem til hinanden.