Det skete heller ikke. På et i fuld længde tv-transmitteret pressemøde præsenterede Thomas Thors i stedet stort set samme spærretid en gang mere, nu blot under navnet "retningslinjer", fordi man havde sat sig i hovedet, at det var ordet "spærretid", der skurrede hos folk, ikke den planlagte tilstand som sådan.
Spærretiden var fra første færd en tabersag, men Thomas Thors og Socialdemokratiet forsømte at se det.
Det var den anden fejlvurdering. Den tredje og ikke mindre ubegribelige gik snart efter ud på, at borgmesteren ikke havde sine støttepartier bag forsøget på at redde stumperne. Ikke en time var der gået, før det stod klart, at Thomas Thors heller ikke havde noget flertal bag "retningslinjerne". Og ikke to dage passerede herefter, før det stod klart, at ingen af kommunens ansatte bevisligt har bedt om spærretidslignende tilstande, fordi de frygter at blive misbrugt politisk. Midt i alt dette: Fuldkommen tavshed fra alle andre i Socialdemokratiet. Thomas Thors fik lov til at sejle helt alene.
Blandt Socialdemokratiets støttepartier forsømte både SF og Enhedslisten at sætte deres spotlys klart på sagens principper. Man fokuserede på spærretidens længde, ikke på dens rimelighed, og lod på den måde lette point gå fra sig. Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten markerede sig stærkest i kritikken og står som de to, der kan vise sig at høste en gevinst.