De samme spørgsmål kan man stille og besvare, efter at Bornholm uforvarende blev sommerunderholdning for resten af landet i de 14 dramatiske dage, hvor den planlagte spærretid op til valget i november var det, der fyldte mest.
Hårdest medtaget er helt i særklasse Socialdemokratiet i almindelighed, borgmester Thomas Thors i helt udtalt grad. At stille sig bag og pinagtigt længe blive stående bag, at pressen skulle formenes adgang til at tale med 3.499 af 3.500 kommunens ansatte i hele tre måneder før valget (undtaget var efter planen kun kommunaldirektør Johannes Nilsson) blev en sag, der på kort tid spandt ud af kontrol. En sag, hvor man både fik undervurderet den negative opmærksomhed, der fulgte fra medier landet over – og interessen fra Bornholms borgere, der ytrede sig både langt mere kritisk og i betydeligt større tal, end kommunens ledelse helt sikkert havde forventet.
Spærretiden var fra første færd en tabersag, men Thomas Thors og Socialdemokratiet forsømte at se det. Da den første skade var sket, forsømte man dernæst at sætte prop i det gabende dyb, også selvom det her stod helt klart for alle, at skuden tog vand ind, og at den eneste måde at redde stumperne på var at tage spærretiden af bordet igen i ét hug.
Det skete heller ikke. På et i fuld længde tv-transmitteret pressemøde præsenterede Thomas Thors i stedet stort set samme spærretid en gang mere, nu blot under navnet "retningslinjer", fordi man havde sat sig i hovedet, at det var ordet "spærretid", der skurrede hos folk, ikke den planlagte tilstand som sådan.