Leder: Efter stormen

Når en stor storm har raset, er det almindeligt at gøre skaderne op: Hvilke træer væltede, hvilke blev stående? Hvor store blev skaderne, og hvor meget vil det kræve at udbedre dem?

De samme spørgsmål kan man stille og besvare, efter at Bornholm uforvarende blev sommerunderholdning for resten af landet i de 14 dramatiske dage, hvor den planlagte spærretid op til valget i november var det, der fyldte mest.

Hårdest medtaget er helt i særklasse Socialdemokratiet i almindelighed, borgmester Thomas Thors i helt udtalt grad. At stille sig bag og pinagtigt længe blive stående bag, at pressen skulle formenes adgang til at tale med 3.499 af 3.500 kommunens ansatte i hele tre måneder før valget (undtaget var efter planen kun kommunaldirektør Johannes Nilsson) blev en sag, der på kort tid spandt ud af kontrol. En sag, hvor man både fik undervurderet den negative opmærksomhed, der fulgte fra medier landet over – og interessen fra Bornholms borgere, der ytrede sig både langt mere kritisk og i betydeligt større tal, end kommunens ledelse helt sikkert havde forventet.

Spærretiden var fra første færd en tabersag, men Thomas Thors og Socialdemokratiet forsømte at se det. Da den første skade var sket, forsømte man dernæst at sætte prop i det gabende dyb, også selvom det her stod helt klart for alle, at skuden tog vand ind, og at den eneste måde at redde stumperne på var at tage spærretiden af bordet igen i ét hug.

Det skete heller ikke. På et i fuld længde tv-transmitteret pressemøde præsenterede Thomas Thors i stedet stort set samme spærretid en gang mere, nu blot under navnet "retningslinjer", fordi man havde sat sig i hovedet, at det var ordet "spærretid", der skurrede hos folk, ikke den planlagte tilstand som sådan.

Spærretiden var fra første færd en tabersag, men Thomas Thors og Socialdemokratiet forsømte at se det.

Det var den anden fejlvurdering. Den tredje og ikke mindre ubegribelige gik snart efter ud på, at borgmesteren ikke havde sine støttepartier bag forsøget på at redde stumperne. Ikke en time var der gået, før det stod klart, at Thomas Thors heller ikke havde noget flertal bag "retningslinjerne". Og ikke to dage passerede herefter, før det stod klart, at ingen af kommunens ansatte bevisligt har bedt om spærretidslignende tilstande, fordi de frygter at blive misbrugt politisk. Midt i alt dette: Fuldkommen tavshed fra alle andre i Socialdemokratiet. Thomas Thors fik lov til at sejle helt alene.

Blandt Socialdemokratiets støttepartier forsømte både SF og Enhedslisten at sætte deres spotlys klart på sagens principper. Man fokuserede på spærretidens længde, ikke på dens rimelighed, og lod på den måde lette point gå fra sig. Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten markerede sig stærkest i kritikken og står som de to, der kan vise sig at høste en gevinst.

Summa summarum: Meget gik tabt, en del står ramponeret tilbage. De, der kunne have afværget plagen, gjorde det enten ikke eller først meget sent – og de, der kunne have grebet en gevinst, gjorde det i vidt omfang ikke. På plussiden: Et ualmindelig stort engagement fra kritiske bornholmere, der kommenterede den ufrivillige komik i stor stil. Da mange svigtede, viste hr. og fru Bornholm et udtalt demokratisk sindelag.