Leder: Derfor fravælger Helle Tilflytterservice

Leder: Derfor fravælger Helle Tilflytterservice
Helle Kofoed Dahl. Foo: Jens-Erik Larsen
DEBAT | Onsdag 3. marts 2021 • 18:47
Af:
Øjvind Hesselager
DEBAT | Onsdag 3. marts 2021 • 18:47

LEDER

Læste du interviewet med Helle Kofoed Dahl, der var Dagens Navn i Bornholms Tidende onsdag? Grunden til, at vi interviewede hende, er, at hun sidder i et nyt job som sagskoordinator i Nybolig Bornholm.

Tillykke med det – men det er ikke den glædelige begivenhed, der er emnet for de kommende linjer.

Hvis du læser ned i interviewet, kan du se, at Helle Kofoed Dahl kommer fra en stilling som administrativ medarbejder i Tilflytterservice, hvor hun har arbejdet godt to et halvt år.

Hun siger i den anledning:

”Det var spændende at have med tilflytterne at gøre. Det var bare lidt tungt hvert år at skulle søge efter en ny bevilling til at kunne fortsætte, og det var en af grundene til, at jeg valgte at kigge efter noget andet.”

Det vil sige, at Tilflytterservice, der spiller en central rolle i at tiltrække den rigtige arbejdskraft til Bornholm, nu mister en motiveret medarbejder, fordi jobusikkerheden er for stor. Usikkerheden opstår, fordi Tilflytterservice lever på midlertidige bevillinger fra blandt andet kommunen.

Bornholms Tidende har tidligere kritiseret denne konstruktion. Det har vi gjort med udgangspunkt i, at det ikke nytter at have en strategi, hvis man kun sikrer den et år frem i tiden.

Desuden er det elendig personalepolitik, at lade mennesker arbejde på midlertidige kontrakter år efter år. Hvem kan basere et familieliv på det?

Det var bare lidt tungt hvert år at skulle søge efter en ny bevilling til at kunne fortsætte…


Senest vi skrev kritisk om den måde Tilflytterservice er organiseret på, var i april 2020, hvor vi spåede, at Tilflytterservice kunne blive en del af valgkampen op mod kommunalvalget til november.

Tilflytterservice er underlagt den selvstændige organisation Business Center Bornholm, som blandt andet får midler fra kommunen, men som også er finansieret af bornholmske virksomheder.

Tilflytterservice skal understøtte kommunens vision om at nå 42.000 beboere inden 2028.

Man kan diskutere, hvor stor effekten er af Tilflytterservice. Men man kan ikke afvise, at den arbejder i forlængelse af kommunens strategi. Og at den har uafviselige resultater.

Så hvorfor skal de kommunale bevillinger til Tilflytterservice være etårige?

Venstres gruppeformand Søren Schow har tidligere udtrykt interesse i at sikre en mere stabil kommunal bevilling til Tilflytterservice. Hvad mener andre partier i dag om situationen?

Vi konkluderede i april 2020 – før Helle Kofoed Dahl fik nyt job:

”Sikkert er det, at det ligner en dårlig investering af skatteydernes penge, at de mennesker, man hyrer for at understøtte en strategi, skal bruge tid og kræfter på at bekymre sig om de kan fortsætte arbejdet. Når man hele tiden skal bekymre sig om sine grundvilkår, bliver man en mindre effektiv arbejdskraft.”

Skrev vi. Nu skete det så. Men mon ikke de er glade ovre hos Nybolig Bornholm. De har i Helle Kofoed Dahl fået en ny meget veluddannet kollega. Helle Kofoed har en HTX, er bachelor i ernæring og sundhed. Og er markedsføringsøkonom. Ikke noget ringe CV.

Tillykke med ansættelsen!

FÅ ABONNEMENT