Leder: Corona år 2. Færre tal – mere indlevelse

LEDER

Første gang ordet corona for alvor blev en del af den danske mediedækning var i forbindelse med en satiretegning, som Jyllandsposten bragte mandag den 27. januar 2020. En tegning, hvor de fem stjerner i flaget er ændret til coronavirus.

Tegningen var på sin vis elegant. Den viste hurtigt og effektivt, hvad sagen handlede om, og hvor i verden vi befandt os.

Snart fik vi alle sammen noget andet at tale om. Det gik fra satire til virkelighed.

Vi blev bogstaveligt talt overrumplet og lagt ned. Via skisportssteder og en galoperende smittespredning indtog covid-19 den danske hverdag i et omfang, vi aldrig havde kunnet forestille os. Vi blev besat.

Nogle enkle tal viser det. Bornholms Tidende har i perioden fra 11. marts 2020 til i dag, hvor vi markerer, at det er et år siden, Mette Frederiksen lukkede landet ned på et berømt pressemøde, skrevet præcis 2.641 artikler, hvor coronavirus er omtalt i en eller anden form.

Bornholms Tidende har i perioden
fra 11. marts 2020 til i dag skrevet
præcis 2.641 artikler, hvor coronavirus
er omtalt i en eller anden form.

Det er et helt vildt tal. Vi har ganske enkelt i gennemsnit skrevet ni artikler med omtale af corona hver dag på alle dage, hvor den trykte avis udkommer.

Tallet viser, at corona, ud over at være en meget smitsom og potentielt dødelig sygdom, har besat vores hverdagssamtale. Især med tal, alarmerende statistik og teorier.

Til gengæld har vi lyttet relativt lidt til dem, der ikke var indlagt eller døende, men har haft svære forløb og med senfølger ingen kender udsigterne for.

Et eksempel er Dorte Bugge Jensen fra Aakirkeby, der testede positiv i 49 dage, også påpeger over for Bornholms Tidende.

– Alle har snakket om corona, men ingen interesserede sig for dem, der havde det, som hun siger.

– Er der ingen, der gider høre om, hvordan man har det, når man er smittet, men ikke er indlagt eller ligger i respirator? spørger hun.

Har vi været i så stort beredskab, lammet af kollektiv angst, at vi har glemt nogle af dem, der blev ramt? Det fremstår næsten, som om det er vigtigere ikke selv at blive smittet, end at vi i fællesskab tager os af dem, der blev ramt og nu lever med sygdommen.

Det kunne måske være et godt forsæt for os alle sammen, at vi i det næste år med corona, hvor vi nok får epidemien under kontrol, ændrer vores fokus.

Om et tal stiger med et eller fire er måske ikke det mest afgørende.

Det vigtige er de menneskelige historier, hvor vi bliver klogere på sygdommen – ikke dem, hvor vi efterlades skræmte eller forvirrede.

I stedet for udelukkende at se på corona som noget potentielt dødeligt, vi skal undgå at få, skal vi tale om, hvordan det er at leve med sygdommen. Som smittet. Som ramt af senfølger. Og som samfund.

Corona forblev ikke en virus i en fjern kinesisk provins. Og skulle man lave en tegning i dag, der lige så præcist indrammer situationen, ville det snarere være en globus set fra rummet, hvor atmosfæren er fyldt med virus.