Så godt fungerer det danske beredskab, at det endda helt nøjagtigt fortæller, hvor man ser den største brandfare, selv indenfor et rimelig lille område som nu for eksempel Bornholm.
Finder man det ikke nærmest mageløst, så må det næsten skyldes, at man har boet i Danmark hele sit liv eller i hvert fald ikke ligefrem har opsøgt fjerne havne, hvor den her form for agtpågivenhed ikke er nogen selvfølge.
Sådan noget kalder på, at også vi andre lige giver en hånd med. De mest indlysende forholdsregler vil være kendt af nærmest alle, men hvor mange ville mon selv tænke på, at en weekend som den kommende er et dårligt tidspunkt at parkere sin bil i det, som beredskabet kalder 'høj, tør vegetation'? Eller at det også er en skidt idé at lade glas ligge fremme i solen, ikke mindst på et tidspunkt som nu altså?
Heldigvis, kan man sige, inviterer vejret ikke ligefrem til at gå så pokkers meget ud i den weekend, der kommer. Vi får op til ni grader, men vinden vil få det til at føles som tæt på frysepunktet. En rigtig god weekend at holde sig en del indendøre, alt i alt. Og bliver det en kende kedsommeligt med endnu et spil Matador og Mastermind, kan man prøve med Mikado eller simpelthen prøve at glæde sig over, at man med sin blotte kedsomhed i netop denne weekend vil hjælpe det beredskab og de brandfolk, der hver eneste dag går langt for både at forudsige og afværge farer, ofte uden at nogen skønner på det.