I weekenden stiger brandfaren i naturen

I weekenden stiger brandfaren i naturen
Lørdag er der ifølge brandfareindekset moderat til høj brandfare i den bornholmske natur. Illustration: Danske Beredskaber
| 22. APR 2021 • 10:17
Henrik Nielsen
Journalist

22. APR 2021 • 10:17

BEREDSKAB

Med de nuværende vejrudsigter kan den kommende weekend blive travl for brandvæsnerne i Danmark, hvis ikke havefolket og naturfolket er ekstra opmærksomme i forhold til deres brug af grill, ukrudtsbrænder, bålsteder og åben ild.

Det fremgår af en advarsel, som Danske Beredskaber har udsendt.

Brandfareindekset ser således ud til at stige til høj brandfare i langt det meste af landet, enkelte steder endda til meget høj brandfare. På Bornholm viser brandfareindekset, at der i weekenden er høj brandfare nogle steder på øen, mens faren er moderat på resten af øen.

På grund af den stigende brandfare er det vigtigt at være ekstra påpasselig, hvis haven skal trimmes, pølserne skal grilles, eller hvis man på anden måde bruger åben ild. En lille gnist kan give mange store problemer, skriver Danske Beredskaber.

"Særligt naturbrande er blusset op i den seneste periode. Måske fordi ekstra mange er ude for at nyde vejret og naturen for tiden. Det har betydet stor aktivitet for beredskabet mange steder i landet. Så selvom bål og kogeapparat er hyggeligt, så skal man passe på", lyder det.

Danske Beredskaber anbefaler, at man bruger de dertil indrettede pladser, hvis man skal tænde bål eller grille i naturen, at man altid holder afstand til bevoksning, og at man aldrig efterlader et bål eller en grill, der ikke er slukket helt.

Man bør kun bruge åben ild i stille vejr og altid have vand i nærheden. Brug af tobak, maskiner og elektrisk værktøj skal ske med omtanke, og glas skal ikke ligge fremme i solen i den tørre vegetation. Endelig skal man aldrig parkere sin bil i høj, tør vegetation.

Er uheldet alligevel ude, skal man ringe efter brandvæsnet på 112, fortæller Danske Beredskaber.