Næsten ingen indbrud eller biltyverier. Lægger du penge på torvet, bliver de ikke taget. Nej, de lokale indbyggere, medier og banker sætter gang i en efterforskning, så du kan blive fundet og få dine penge igen.
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men sådan er virkeligheden på vores Bornholm.
Det kan vi blandt andet takke Anja Toft Mikkelsen, der arbejder i Nexø, for. Hun fandt nemlig 1.000 kr. i hæveautomaten i tirsdags på Nexø Torv. I stedet for at stikke dem i lommen og beholde dem, vendte hun dilemmaet med sine kolleger og besluttede at starte eftersøgningen på pengenes ejermænd. Gennem Danske Banks hovedkvarter, facebook og Tidende blev jagten sat ind. Enhver der henvendte sig og kunne oplyse det rette sted, tidspunkt og beløb ville få pengene. Historien kan næsten konkurrere med ikoniske eventyr. Men i Nexø var der ingen bejlere, der indfandt sig til formuen. De lokale filialer af Danske Bank og Nordea trådte i stedet til med identitet og kontaktoplysninger på pengenes ejermand ud fra deres overvågning af pengeautomaten og kundekartotek. Eventyret endte lykkeligt, og det er et bevis på, hvor godt et fællesskab, vi har på Bornholm.