Leas klimadagbog: 193 lande – og vi skal blive enige!

Vel ankommet til klimakonferencen i Dubai ser Lea Wermelin frem mod nogle spændende dage, der heller ikke bliver lette. For der er 193 lande til stede ved klimakonferencen – og de skal alle sammen blive enige. Dagbog fra Dubai (3).

I dag var min første dag på FN's klimakonference (COP). Det er godt endelig at være hernede. Expo City er enormt stemningsfuld og fyldt med spændende mennesker fra hele verden. Danmark har også et forhandlingslokale, og både mange danske organisationer og virksomheder er til stede. Det siges, at det er verdens største globale begivenhed, og stort er det i hvert fald.

Vores dag startede med briefing fra de grønne organisationer og bagefter fra ambassadøren, så vi kunne tage temperaturen på, hvor vi er lige nu i forhandlingerne. Og hvor vi startede optimistisk, er stemningen præget af tvivl, om vi kan nå et godt resultat.

Men det er også koreografien på COP'en. At der næsten altid kommer stop eller sammenbrud i forhandlingerne, før vi kan bevæge os fremad. Det vigtige er jo så bare, at vi rent faktisk ender godt og ikke med en maveplasker.

Til dem der siger, om det ikke ville være bedre at gøre noget andet end at mødes i FN-regi, så kan jeg godt forstå problemerne. Hvor vi i Folketinget er 179, er vi her 193 lande. Hvor vi i Folketinget er organiseret i partier, er vi her organiseret i lande-grupper.

Men hvor vi kan "nøjes" med at finde 90 mandater, skal samtlige lande her blive enige i konsensus. Så det er ualmindeligt svært. Men som det blev sagt på et af vores møder: "It’s the only show in town".

Der er med andre ord ikke et alternativ, hvis vi vil bremse klimaforandringerne.

Hvad slås vi om?

I dag havde vi også et møde med repræsentanter fra det globale syd. For finansiering er et af de helt store spørgsmål.

På mødet i dag deltog Sri Lanka blandt andet. Et land, som de fleste af os kender som et ferieparadis med frodig natur og varme temperaturer. Men den medalje har også en bagside.

For de mange udledninger fra de rige lande – os selv inklusive – har enorme konsekvenser for lande som for eksempel Sri Lanka. En global temperaturstigning på 2,9 grader vil for lande i det globale syd betyde, at de vil få så høje temperaturer, at det visse steder vil blive umuligt at bo. Og at høsten af vigtige afgrøder som for eksempel ris vil forringes markant.

Det vil påvirke den enkelte familie. Når de ikke kan brødføde deres børn, fordi høsten har slået fejl. Det betyder migration, og det vil i det store billede påvirke hele landets økonomi. Og for et land som Sri Lanka står de ikke kun over for ekstreme temperaturer.

De står også over for en fremtid med forhøjede vandstande og flere oversvømmelser. Hvor de må se til, at deres hjem ødelægges og sejler væk for fødderne af dem. Og hvor mange ikke vil have råd til at bygge et nyt hjem op fra bunden.

Så de store spørgsmål her på COP'en cirkler om 1) reduktionsmål, 2) klimatilpasning, 3) tab og skader-fonden og 4) finansiering.

Snart er det crunch-time

Selvom det er en stor sejr, at der allerede på dag et blev etableret rammer for en fond for tab og skader, er arbejdet langt fra slut. Snart er det crunch-time i forhandlingerne, hvor vi skal se reel bevægelse for at nå et godt resultat.

Og det spørgsmål vi hører igen og igen hernede er blandt andet; Hvis vi skal udfase fossile brændsler, hvad skal vi så erstatte dem med? Og hvem skal betale? Fra dansk og europæisk side knokler vi derfor på for målet om vedvarende energi og mere klimafinansiering. Hvor det ender er endnu for tidligt at sige.