Lad budgettet understøtte erhvervslivet

KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 21. august 2024 • 19:00
Af:
Jens Hjul-Nielsen
bestyrelsesformand
Offshore Center Bornholm
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 21. august 2024 • 19:00

Hvad vil BRK?

Nu er arbejdet med at få kommunens budget for 2025 på plads inde i sin mest intensive fase. Der er ingen mangel på forslag til både besparelser og ændringer. Jeg vil også gerne komme med et enkelt bud.

Forudsætning for vækst

Det bornholmske erhvervsliv er forudsætningen for arbejdspladser og vækst i vores samfund.

Hvis vi nogensinde skal blive flere bornholmere og få en mere bæredygtig økonomi, så er det helt afgørende, at erhvervslivet får de bedste vækstvilkår.

Vi har på Bornholm over 2000 virksomheder, der alle bidrager til at gøre os rigere. Det gælder fra de helt store som Jensen og Danish Crown til den mindste nystartede enkeltmandsvirksomhed.

En satsning

Bornholms Regionskommune bør i sin politik sætte alt ind på at understøtte alle disse virksomheder.

Nogle af de mest effektive værktøjer, som kommunen råder over er Business Center Bornholm og Tilflytterservice. Som formand for Offshore Center Bornholm har jeg set hvordan disse to enheder har hjulpet vores medlemsvirksomheder med at udvikle sig til at kunne opnå de nødvendige certificeringer, der sætter dem i stand til at kunne deltage i det stadigt voksende arbejde, der foregår i offshoreindustrien med udgangspunkt i Rønne Havn.

Et andet eksempel er Tilflytterservices arbejde med at rekruttere tyskere arbejdstagere til de bornholmske virksomheder, der efterspørger mere arbejdskraft.

En god cirkel

Hvis det bornholmske erhvervsliv styrkes, så får vi flere arbejdspladser, vi bliver flere bornholmere, der kommer flere penge i omløb, og kommunen vil få bedre muligheder for at finansiere gode skoler, ældrepleje, børnepasning og alle de øvrige aktiviteter, som vi alle ønsker.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT