Allerede dagen efter at jeg på lederplads i Bornholms Tidende den 15. juli foreslår et turist-ø-bidrag, melder vicedirektør Poul Fejer Christiansen, Feriehusudlejernes Brancheforening, at det vil man så absolut ikke, fremfor at give det en tanke.
Han begrunder det med, at det vil give overnatningserhvervene et kæmpe arbejde, bureaukrati og at de ikke vil være skatteopkrævere for kommunen.
Svar: Men en ensartet takst, som bare er lagt på regningen, medfører ikke et kæmpearbejde. Når året er omme, opgøres antal udlejninger/overnatninger, og så ganges det blev med beløbet. Det tyder også på, at han helt har overset, at jeg alternativt foreslår en frivillig ordning, der skaber en pengemaskine til turisterhvervet.
Dernæst lancerer han et gammelt forslag fra Fritidshuslejernes Brancheforening om, at man ikke skal betale skat af indtægt ved udlejning af fritidshus i den kommune, hvori man har folkeregisteradresse, men i den kommune, hvor fritidshuset ligger i. Det forslag kan da være meget sympatisk og have opbakning fra store fritidshuskommuner, men ikke de store bopælskommuner i byerne, og derfor har det forslag politisk ingen gang på jorden.