Der er blevet sat et sørgeligt punktum i Nyker. Det gamle Nyker Brød med en stolt historie tilbage til begyndelsen af 1900-tallet er en saga blot. De nye ejere af det, der til sidst hed Nykers, har flyttet produktionen til Jylland, og et fantastisk erhvervseventyr – dog med en lidt broget tilværelse de senere år – er overstået.
Sørgeligt, ja, men fra et forretningsmæssigt synspunkt kan man selvfølgelig godt følge en virksomhed, der ønsker at samle sin produktion. At det sker på bekostning af aktivitet i en lille bornholmsk by og ikke mindst flere bornholmske arbejdspladser, er enormt trist.
Hvad der skal ske med brandet Nykers, er man ikke helt klar til at sige noget om, fortalte virksomheden til Tidende i går. Vi vil gerne hjælpe: Når produktionen er flyttet fra Nyker – fra Bornholm – så skal man ikke længere brande sig (det hedder det altså) med noget, der klinger bornholmsk.
Man kunne sige det samme til Amanda Seafood, der for nogle år siden overtog aktiviteterne fra konservesfabrikken i Nexø og flyttede produktionen til Nordjylland. Selv om man i dag intet har at gøre med Bornholm, fortsætter virksomheden nemlig med at sælge produkter, hvor navnet "Bornholms" i store typer er med til at sælge varen. Bornholms Torskerogn, Bornholms Fiskeboller og Bornholms Hummersuppe, som er "cremet og smagfuld", langes over disken, men der er ikke så meget som et gram bornholmsk over de produkter, og derfor er det en uskik.