Hvorfor er der først et behov for en mærkning nu?

Og er det nødvendigt at genopfinde den dybe tallerken til et bornholmsk varemærke, spørger Line Falk.

Først og fremmest vil jeg gerne takke Maria Barslund for netop at bringe debatten om mærkning af bornholmske fødevarer frem i offentligheden. Det er yderst vigtigt, debatten synliggøres, og at både det politiske miljø og befolkningen på Bornholm bliver gjort opmærksomme på de udfordringer, vi står overfor med de bornholmske fødevarer både produktionsmæssigt og i forhold til den fælles markedsføring.

Debatten om Bornholm som fødested for kvalitetsfødevarer af unik karakter er essentiel. Den er en del af Bornholms identitet. Vi har en eventyrlig og særegen natur og madkultur. Lad os tale om det og finde en løsning på at fortsat udvikle og bevare den – samtidigt med, vi holder tungen lige i munden og ikke kommer til at gøre mere skade end gavn.

Forslaget om en mærkning af de bornholmske fødevarer som ægte bornholmske er en omvendt proces af, hvordan man i en rebrandingproces ville lancere et nyt koncept. Et koncept som mærkningen af fødevarerne skal være et resultat af en lang række undersøgelser, analyser og diskussioner, som til sidst skal pege på et samlet, fælles behov – og heraf skal man så kunne udlede, at en mærkning ville være den bedste løsning. Og så skal der evalueres kontinuerligt.

Der har ikke været en medlemsundersøgelse i Gourmet Bornholm, hvor man har forsøgt at afdække behovet for sådan en ”krog” at hænge den bornholmske fødevarefortælling op på. Ligeledes har der ikke været en undersøgelse blandt forhandlerne – eller blandt forbrugerne. Er der overhovedet et behov for et mærke, og hvorfor først nu?

Er det beskyttelse af terroir, vi taler om? Eller er vi bare kollektivt sure på Amanda Torskerogn?

Indtil nu er der bare ikke blevet henvist til én eneste konkret undersøgelse, som peger på, at en mærkning er en nødvendighed for at komme videre med den bornholmske fødevarefortælling.

Hvis det viser sig, der er et konkret behov og et reelt ønske blandt producenterne og forbrugerne om et mærke, der fortæller, at denne fødevare er bornholmsk, er det så nødvendigt at genopfinde den dybe tallerken?

Hvad med at bruge Gourmet Bornholm og arbejde videre med dét koncept? Det er jo bornholmske producenter, der er medlemmer, og som aktivt har valgt at være en del af det. Det ville både harmonere med foreningens formål og give kommunikationen en allerede eksisterende platform.

Tilbage står behovet for os producenter, der arbejder med terroir. Kunne man forestille sig den løsning, at Gourmet Bornholm kunne facilitere, at den lille gruppe af de mindre virksomheder med de små produktioner af netop helt ægte bornholmske fødevarer, at vi kunne få lov til at gå sammen i en elitegruppe og mødes internt for bedre at kunne videndele og støtte hinanden? Kunne man forestille sig et scenarie, hvor medlemmerne af denne gruppe udvælges af en jury, der vurderer autenticiteten i arbejdet med lokale råvarer, madkulturhistorien og det bornholmske terroir?

I så fald ville der være to mærker for Gourmet Bornholm. Et for medlemmer og et for medlemmer, der har fokus på terroir. Så vil vi også undgå en umulig diskussion i forsøg på at definere, hvad ”ægte bornholmsk” er. De to medlemslister ville være nemme at formidle og markedsføre sig på. Platformen eksisterer allerede. Det kunne endda være, det ville blive et incitament for at melde sig ind i foreningen for de virksomheder på Bornholm, der pt ikke er det.

Men først gælder det, at undersøgelser, diskussioner, analyser og diverse perspektiver inddrages i debatten og arbejdsprocessen i at udvikle og rebrande den bornholmske fødevarefortælling. Hvis der internt blandt de bornholmske producenter ikke er en interesse, lyst og vilje til at være en del af et nyt markedsføringstiltag, og hvis forbrugerne er ligeglade, så bør man se på hunden fra en anden vinkel og ikke gribe til løsningsmodeller, vi af tidligere erfaringer kender resultatet på, før vi begynder.