Hvor skal vi hen, du?

Du bør seriøst overveje, hvor du er på vej hen med dit digitale forbrug, mener Dennis Lindholm Nielsen.

Husker du skærmtrolden Hugo? I bedste sendetid, lørdag aften på TV2, skulle den heldige seer, som var sluppet gennem nåleøjet, hjælpe Hugo med at redde hustruen Hugoline og deres tre troldeunger, Trolderit, Trolderat og Trolderut fra den slemme Afskylia. Med sit nuttede troldefjæs presset mod indersiden af fjernsynsskærmen spurgte Hugo; ”Hvor skal vi hen, du?”

I slutningen af 90'erne rejste jeg til Skotland med min bedste ven. Hvis du ejede en mobiltelefon dengang, så var der sjældent dækning. I øvrigt rynkede de fleste øjenbryn, hvis du talte i telefon i det offentlige rum. I dag er dækningen så massiv, at de fleste ”stjerner” på himlen er Elon Musks Starlink-satelitter, mens det offentlige rum fungerer som fælles telefonboks.

Uden mobiltelefon eller anden destination end hovedstaden hoppede vi på toget i Harwich mod Edinburgh. Fra min discmans slidte højttaler lød Bob Dylans hæse røst: ”You don't need a weatherman to tell you which way the wind blows”. Bob Dylan fik ret. Traditionen vil, at,vi frisindede danskere ikke blander os. Så vi gjorde os det behageligt i modsatte ende af, hvor vores tre medpassagerer havde sat sig. Man skulle nødigt, som Juncker synger i sangen om Mogens og Karen, komme for tæt på. Der var udsigt til otte timer alene med min bedste ven. I dag ville otte timer uden mobiltelefonen som støttestrømper iværksætte den ondeste FOMO. Hos de fleste.

Men… Så kom Trevor! En skotte. Trevor var så venlig at gøre os opmærksomme på, at sæderne var til rejsende - ikke til rygsække! De er venlige, skotterne. Ud i gangen med rygsækkene. Øjeblikket efter inviterede Trevor os ned til ham og de to kvinder. De næste otte timer forløb således; Fem rejsendes rygsække blev tømt for lækkerier. Danske Piratos var ifølge Trevor det tætteste, menneskeheden hidtil var kommet en flaske 14 års Oban Single Malt Whisky. To poser italienske biscottini fra Sicilien var Marina og Giovannas bidrag. Trevor serverede ravgyldne dråber fra sin hjemstavn, Oban. Før min ven og jeg meget senere stod af i Oban, havde Trevor fra en mønttelefon i en rejsepause,på Glasgow Central Station arrangeret, at hans to destinationsløse venner naturligvis skulle tilbringe første nat i Oban. Hos Trevors forældre. Og sådan blev det.

I dag havde jeg aldrig mødt Trevor. I Jakob Sorgenfri Kjærs fantastiske bog ”Kig op” refereres der til en undersøgelse, som afslører, at vi i gennemsnit rører vores mobil 2.617 gange om dagen. Vi har automatiseret en uvane og mistet autonomien til at bruge tiden på det, vi helst vil. Vi dyrker apps. Vi liker, scroller og swiper os ind i bevidstløsheden. I 2019 gav hver fjerde dansker udtryk for at føle sig afhængig af mobilen. Vi kan ikke længere gå, cykle eller køre bil uden at tjekke mobilen.

Ifølge forhenværende redaktør hos Nordjyske, Tom Bue, er vi midt i historiens største dopamin-eksperiment. Højhastighedssamfundet levner ikke plads og tid til meningsfuldhed. En upassende distance mellem mennesker er opstået. On that note: Idéen med Facebook var at forbinde mennesker.

Mitid, Aula, banken, sundhedskort, Netflix, sociale medier, og jeg skal komme efter dig, gør det svært at hæve blikket og få øje på ”Trevor”. Alle vores online forbindelser bliver til forbandelser, hvis vi fortsætter med at træne hjernen i forstyrrelser. Kig op. Sans og mærk hinanden. Afskylia har et solidt greb i os. Du bør seriøst overveje: ”Hvor skal vi hen, du?”

TANKER FORAN SKÆRMEN

Dennis Lindholm Nielsen driver firmaet Digital Dialog med en særlig interesse i sociale medier med fokus på, hvad digitaliseringen gør ved os og vores unge og, hvordan vi bedst holder fast i nuancerne. I Tidende giver han gode råd til at håndtere de digitale udfordringer for især børn og alle os andre.