Hvad er sankthans egentlig for en størrelse?

Midsommer, hekse og midsommervise

Til en fødselsdag for et stykke tid siden spurgte jeg selskabets deltagere, hvad deres første association var, når jeg sagde sankthans.

De fleste svarede bål. Nogle sagde midsommer. Hekse, og hvad de er for nogle størrelser, kom vi også ind på - og midsommervisen, selvfølgelig.

Lange-Müllers melodi var smukkest, men den var så svær at synge, så det gik kun, hvis der var en dygtig forsanger, mens alle kunne være med på Shubiduas - godt at teksten er den samme.

Særlig dansk?

Det var tydeligt, at mange følte, at sankthans er noget rigtig dansk. At stå ved bålet opleves da også som noget særligt; det er en aften, hvor vi danske er fælles.

Men i sin oprindelse er sankthans ikke spor dansk. Sankthans er Johannes Døberen – og det vi fejrer, er, at han har fødselsdag sankthans dag – og med Johannes Døberen er vi helt tilbage til Jesu fødsel og Israel.

Midsommer er et nordeuropæisk naturfænomen som fejres overalt i Skandinavien, England og Irland, ja faktisk også i Østrig.

Og heksen på bålet? Det er en tradition fra Tyskland, hvor man siden slutningen af forrige århundrede har taget livet af halmdukker, der forestillede ubehagelige figurer – dog ikke nødvendigvis personer – det kunne fx. godt være Vinteren, man sendte af sted - og om den danske heks flyver sydpå til Bloksbjerg i Tyskland eller til Hekkenfeldt (Hekla) på Island afhænger vel af humør og tradition.

Et godt miks

Så det kan slås fast, at når vi snakker om sankt hans, midsommer, bål og hekse, har vi altså et godt miks af noget fra Mellemøsten, Centraleuropa og flere steder i Skandinavien.

Og det produkt fejrer vi så som traditionel dansk kultur og særpræg - Danmark når det er dejligst.

Sankthans er altså et godt eksempel på, at traditioner og kultur sammensættes af meget forskelligt, og at traditioner i sig selv er levende og i forandring. Noget går tabt, og andet kommer til. Det afgørende er, at det er noget, vi skaber sammen, og at traditioner og kultur binder os sammen som beboere i samme nærmiljø og samme land.

Både bål og kultur kræver næring

Og på søndag står vi så atter ved bålet. Men et bål kræver næring, ellers slukkes ilden. Det samme gør en kultur. Den overlever kun, hvis den passes og påvirkes. Lukker vi ilden inde, kvæles bålet og dør. Det samme sker, hvis en kultur lukker sig om sig selv - så dør den også.

Derfor vælger jeg at spænde mit sankt hans aftens-univers ud mellem de to symboler, modpoler om man vil: heksen og Johannes Døberen.

Heksen vil jeg sende af sted med følgende bagage: Intolerance og aggression, forløjethed og fordomme, arrogance og smålighed, snæversyn, lukkethed og væren-sig-selv-nok.

Og Johannes Døberen? Ja, han skal have en fødselsdagsgave, og i den skal der være: imødekommenhed, åbenhed, tolerance, nysgerrighed, samhørighed, medmenneskelighed samt glæde og taknemmelighed over livet i almindelighed.

Der bliver ingen underskriftindsamling, hverken elektronisk eller på lister i Brugsen, men jeg håber, I vil være med til begge dele alligevel.

Med ønsket om en glædelig midsommeraften d. 23. og god fødselsdag d. 24. juni.