At sætte borgeren i centrum betyder for os borgerlige, at samfundet skal formes ud fra det enkelte menneskes behov, ikke omvendt. Staten skal være til for borgeren – ikke omvendt.
Derfor tror vi på, at beslutninger bedst træffes tæt på dem, de påvirker. Det handler om at sikre, at vi ikke alle presses ind i samme kasse, men får mulighed for at vælge den vej, der passer til os. Vi vil have et samfund, hvor borgerne har reel indflydelse på deres eget liv, og hvor staten ikke er en fjern og upersonlig instans, der bestemmer alt fra børnepasning til sundhedspleje.
Når borgeren er i centrum, er det fordi, vi mener, at friheden og ansvaret skal ligge hos den enkelte. Det er derfor, at vi borgerlige kæmper for en mindre og mere effektiv offentlig sektor, hvor det er borgerens behov, der prioriteres, og hvor man kan finde løsninger, der tager højde for individuelle forskelle og ønsker.
Vi er ikke bange for private tilbud, som venstrefløjen desværre bekæmper med al magt. Nej, fordi vi ved og vi tror på, at sand næstekærlighed og ægte omsorg ikke kommer igennem staten, men igennem menneskelige relationer og gensidigt ansvar.
Dannelse – Mere end uddannelse