Gud og videnskaben

– og videnskabens grænser.

Både Jimmi Stender og Peter Loman har i disse spalter fremført, at der ikke foreligger nogen beviser for, at der findes guder eller andre overnaturlige væsener – og det har de naturligvis ret i, i hvert fald hvis de tænker på rent naturvidenskabelige beviser.

For som Stender så rigtigt skriver: ”Hvis vi opdager noget overnaturligt, for eksempel spøgelser, så vil de jo ikke længere være overnaturlige, men blot en del af den naturlige verden” (Bornholms Tidende 15.03.2024).

Kan Gud bevises?

Hvis man afventer et videnskabeligt bevis på Guds eksistens, så kommer man imidlertid til at vente meget længe, for et sådant bevis ville indebære en logisk selvmodsigelse.

Hvis der findes nisser eller tandfeer eller havfruer, så vil det i teorien være muligt at påvise deres eksistens videnskabeligt, men det er en anden sag, når det gælder Gud. Videnskabens gebet er jo den fysiske verden, men hvis kristendommen (og jødedommen, islam, og så videre) har ret i, at der findes en almægtig skaber, som har skabt alt, så kan denne skaber i sagens natur ikke selv være en del af det ”alt”, som han/hun/den/det har skabt, og må derfor befinde sig udenfor videnskabens område.

Hvis der engang skulle være nogen, der påstår, at de har fundet Gud og beskrevet ham videnskabeligt, så kan det, som de har fundet og beskrevet, pr. definition ikke være Gud.

”Intelligent design”

Der er ganske vist nogle videnskabsfolk – med Michael Behe og Günter Bechly i spidsen – der har hævdet, at de ad videnskabelig vej kan påvise, at der må have været en udefra kommende intelligens involveret i fremkomsten af den mangfoldighed af liv, som vi har på jorden, fordi der er nogle af processerne, der indebærer en ”irreducibel kompleksitet”, som ikke kan være fremkommet ved trinvis evolution.

Jeg er ikke selv naturvidenskabsmand og kan derfor ikke udtale mig kvalificeret om, hvorvidt Behe & Co.’s argumenter for det, sonde kalder ”intelligent design”, holder vand eller ej, men til gengæld kan jeg sige, at det er ganske uden betydning for min tro på Gud, om deres argumenter står eller falder.

Jeg synes, at man gør Gud alt for lille, hvis man kun ser ham de steder, hvor der eventuelt er noget, som videnskaben ikke kan give en fyldestgørende forklaring på (endnu). I mine øjne er det et mirakel, at der findes liv i det hele taget, og det liv, der myldrer frem overalt her om foråret, bliver ikke mindre mirakuløst af, at man kan beskrive det med videnskabelige årsagsforklaringer. Tværtimod vil jeg sige, at min ærefrygt for Skaberen kun bliver større, jo mere jeg lærer om fysikkens love og biologiens processer.

Konklusion

Jeg har fuld tillid til videnskabens beskrivelser af de ting, der lader sig beskrive videnskabeligt.

Men der er mangt og meget, der ligger uden for videnskabens gebet – ikke blot fordi videnskaben endnu ikke har kunnet forklare det, men fordi det i sagens natur ikke lader sig forklare videnskabeligt.

Det gælder for eksempel den æstetiske nydelse af et stykke god musik, det gælder vores intuitive forståelse for, at der findes godt og ondt, rigtigt og forkert, og det gælder ikke mindst det store spørgsmål: ”Hvorfor findes den fysiske verden overhovedet?” Det betyder ikke, at disse ting ikke kan gøres til grundlag for en saglig diskussion; den diskussion kan blot ikke føres med naturvidenskabelige argumenter.

Foredrag om tro og videnskab

Til slut vil jeg invitere både Peter Loman, Jimmi Stender og alle andre til at møde op på Klemens Kro tirsdag den 27. maj, hvor professor i astrofysik - Johan Peter Uldall Fynbo - vil holde foredrag om emnet: ”Tro og videnskab – med- eller modsætninger?” (Jeg kan røbe at Fynbo, i lighed med mig selv, mener, at der ingen modsætning er).