Det religiøse kernespørgsmål

Beviser eller ej?

I den standende debat her i avisen om hvorvidt Guds eksistens kan bevises eller modbevises, så må man give begge parter ret. Man kan hverken bevise eller modbevise, men blot se i øjnene, at det overgår den menneskelige forstand.

Det religiøse kernespørgsmål, - det virkelig interessante ved religion - er imidlertid et andet.

Kernespørgsmålet

Er der – eller har der nogensinde været – en eller anden form for kommunikation mellem en gudeverden og menneskeverdenen?

Men det er vel ene og alene en trossag? Nej, ikke hvad angår de to store monumentale påstande om ord fra Gud, nemlig Bibelen og Koranen. Deres ord kan sandhedstestes. Her blot et enkelt – men nok det vigtigste – eksempel:

De jødiske profeter fra Det Gamle Testamente, Jesus i evangelierne, de kristne apostle i Det Ny Testamente og Muhammed i Koranen prædiker alle om den store dommedag - og den endelige frelse foranstaltet af Gud,

Fatalt for dem alle, så påstår de, at det er en nært forestående begivenhed, altså nært forestående, da de levede. Det er sådan set forståeligt nok, for hvem pokker gider høre om en dommedag, der ligger tusind år ude i fremtiden?

Men

Men nu er der altså gået nogle tusind år og dommedag er udeblevet.

Det kan altså konkret påvises, at de største religiøse skikkelser – Jesus, Muhammed med flere – ikke talte sandt, selvom de påstod at tale på Guds vegne. Og det er jo et helt centralt punkt i deres forkyndelse.

For mig er det isbjerget, som de store religioners Titanic støder ind i.

Det kan godt være, at der er en skabergud, men i så fald er det en gud, der ikke blander sig i jordiske forhold, og alt hvad der siges om Gud er – ligesom det med dommedag – rene og skære menneskelige fantasifostre.

Men livet, naturen, universet er reelle nok og fascination herover er en følelse, hvor vi ikke behøver at være bange for en sandhedstest.