'Gud' er ikke et videnskabeligt begreb

Forskellige begrebsverdener.

Jeg vil gerne sige tak til Peter Loman (PL) for hans replik til mit indlæg om Gud og videnskaben, og det vil jeg af to årsager:

Dels er det altid rart at få respons, dels viser PLs svar mig, at jeg ikke fik udtrykt mig så forståeligt, som jeg troede. Jeg kan kun håbe, at jeg har mere held med at forkynde det kristne evangelium i kirken, end jeg tilsyneladende har det med at gøre mig forståelig i en filosofisk diskussion.

Ikke overraskende – og dog

Jeg er naturligvis ikke overrasket over, at PL ikke er enig i det, som jeg skrev.

Det havde jeg sådan set ikke regnet med, at han ville være. Men jeg er noget overrasket over, at det, som han erklærer sig uenig i, er noget andet end det, som jeg skrev. Derfor vil jeg gøre et optimistisk forsøg på at forklare mig bedre, så PL forhåbentlig kan få en større forståelse for hvad det er, at han ikke er enig i.

PLs grundlæggende anke mod mit indlæg er, at jeg angiveligt hævder, at ”den kristne gud har en særlig status, når det kommer til videnskabelige beviser for dens eksistens”. Jeg har imidlertid slet ikke forholdt mig til det specifikt kristne gudsbegreb, men alene til teisme i almindelighed, altså troen på at der findes en skabergud; en tro som ikke kun findes i kristendommen, men også i jødedom, islam, sikhisme, zarathustrisme, og på sin vis også i hinduismen i form af ”Brahman” og i prærieindianernes religion i form af ”Wakan Tanka” (”den store ånd”).

Det, som er min påstand, er, at man aldrig ad videnskabelig vej vil kunne bevise (eller for den sags skyld modbevise), at der findes en skabergud.

Hvad betyder ”Gud”?

PL bebrejder mig i sin replik, at jeg ikke i tilstrækkelig grad definerer begrebet ”Gud”, og deri har han muligvis en pointe.

Ganske vist har teologer gennem alle tider været enige om, at det er notorisk svært at ”definere Gud”, men det skal ikke være en undskyldning for ikke at gøre mit bedste forsøg (om end det bliver i en meget kortfattet udgave, men jeg fortsætter gerne diskussionen via e-mail eller over en kop kaffe såfremt PL er interesseret!).

Kort fortalt tror jeg, at de fleste teister, uanset religion, vil være enige i, at Gud er ophavet til al væren, kilden til al skønhed og målestokken for al godhed. Når vi foretager en æstetisk eller etisk bedømmelse og siger, at noget er ”smukt” eller ”grimt”, ”godt” eller ”ondt”, så vidner det om, at vi har en intuitiv forståelse for, at de ord har en mening.

Man kan måske sige, at vi foretager en sammenligning med et underbevidst ideal for godhed og skønhed. Det ideal kaldte den måske største filosof gennem tiderne, Platon (som i parentes bemærket hverken var jøde eller kristen), for ”det godes idé”, men vi teister kalder det for ”Gud”.

Derudover indebærer teismen som sagt den påstand, at dette absolut gode og smukke også er den ultimative årsag til, at der overhovedet findes noget, men det vil som sagt aldrig kunne bevises ad videnskabelig vej, og det vil jeg forsøge at gøre rede for i det følgende.

Hvorfor kan man ikke bevise Gud?

Lad os for tankeeksperimentets skyld antage, at en videnskabsmand påstod, at han ad videnskabelig vej havde påvist eksistensen af en almægtig skabergud.

Jeg er enig med PL i, at det ville være den største videnskabelige opdagelse nogensinde, hvis man fandt ”noget”, som kunne påvises at være ophav til alt, hvad der i øvrigt findes.

Men eftersom naturvidenskaben udelukkende beskæftiger sig med det, der kan måles rent fysisk, så må det ”noget”, som den pågældende videnskabsmand hævdede at have påvist eksistensen af, nødvendigvis selv være en del af det fysiske univers og altså bestå af materie og/eller energi.

Og noget, der selv består af materie og/eller energi, kan i sagens natur ikke have skabt al materie og energi. Den påståede videnskabelige opdagelse ville altså indebære en selvmodsigelse.

Hvad så med bevisbyrden?

Det er et sundt videnskabeligt princip, at bevisbyrden påhviler den, der fremfører en påstand, og at ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser.

Men ved at bekende mig til troen på en skabergud har jeg slet ikke fremsat nogen videnskabelig påstand. Intet i den fysiske verden ville se anderledes ud, hvis jeg tager fejl, og der ikke er nogen skabergud.

Men hvorfor så overhovedet antage, at der findes en skabergud? Er det ikke en overflødig antagelse, der må falde for ”Occams ragekniv”?

Jo, rent naturvidenskabeligt er Guds eksistens eller mangel på samme et ganske irrelevant og meningsløst spørgsmål. Men hvis man kun forholder sig naturvidenskabeligt til verden, så er der meget, der bliver meningsløst.

Rent naturvidenskabeligt kan det, at vi i dagligsproget kalder ”farven blå”, for eksempel udtømmende beskrives som ”lys med en bølgelængde på mellem 450 og 495 nanometer”, men den beskrivelse siger absolut intet om den oplevelse, som vi har, når vi ser noget, der er blåt. Jeg vil med andre ord hævde, at vi står tilbage med et meget reduceret billede af virkeligheden, hvis vi kun beskriver den naturvidenskabeligt.

Om man vil tro på, at der findes en skabergud (og om en eller flere religioner i givet fald har beskrevet denne skabergud på en brugbar måde), er til syvende og sidst en trossag.

PL mener, at det er mest sandsynligt, at der ingen skabergud er, og det skal han selvfølgelig have lov til. Selv finder jeg det langt mere usandsynligt, at alt det, der er til, bare er opstået af ingenting.

Men igen: Dermed har jeg ikke udtalt mig om, hvad der rent fysisk er sket (det er videnskabens domæne), men alene om, hvordan jeg mener, at det skal tolkes. Som en klog mand vist engang sagde: ”Man kan leve, som om intet er et mirakel, eller som om alt er et mirakel.”