Grønne færger med sort samvittighed

Grønne færger med sort samvittighed
LEDER | DEBAT | Lørdag 29. april 2023 • 05:30
LEDER | DEBAT | Lørdag 29. april 2023 • 05:30

I dag går Express 5 i drift, og trafikaftalen låser os nu til sort færgedrift de næste syv år – selvom Express 5 er bedre end sine forgængere.

Vi har til gode at få data på, hvor grøn vores fantastiske nye færge er.

Det er stensikkert, at den ikke er særlig grøn. Men bare fem procents reduktion af Express 1’s CO2-udledning vil betyde ekstremt meget for Bornholms CO2-regnskab – hvis vi regner færgerne med. Det gør vi nemlig ikke normalt, fordi de i givet fald vil udgøre over en fjerdedel af vores samlede CO2-udledning. Men det sker tilfældigvis udenfor øen, og så kan vi undgå at regne det med. Meget belejligt for Bornholm og alle andre end klimaet.

Molslinjen, der står bag færgefarten på Bornholm, har kigget i krystalkuglen og ved, at deres fremtidige færgedrift står og falder med deres klimaaftryk. I Øresund og Storebælt skruer rederiet op for elmotorerne i deres færger, og Express 5 har en motor, der endnu lettere end de fleste andre dieselmotorer, kan konfigureres til at køre på mere grønt brændstof. Hælder man grøn diesel i tankene i næste måned, er CO2-udledningen med et snuptag reduceret med over 40 procent. Bruger man grønne brændstoffer som methanol eller ammoniak, bliver klimaregnskabet endnu bedre. Men ingen af delene er til at skaffe i de mængder og til de priser, som rederiet er klar til at betale indenfor de nuværende aftaler

Hurtigfærge er en meget energikrævende måde at transportere mennesker, biler og gods på. De fleste speedbådeejere ved, at det er en dyr fornøjelse i brændstof at suse henover vandet. Men det har vi vænnet os til og gjort til en nødvendig forudsætning for vores samfund.

Det er super godt for Bornholms vækst og tiltrækningskraft, at vi er godt og hurtigt forbundet med endnu større kapacitet, selvom natrejsen til København med eget værelse midt i hovedstaden stadig vækker kærlige følelser hos mange.

Molslinjen eksperimenterer med svinghjulsbatterier, der på papiret kan drive en hurtigfærge på Ystad-ruten, hvis den bygges om. Lykkes det, er vores klimamæssige trafiklykke gjort. Men kommer der ikke hul igennem der, skal politikere og borgere nok til at se på andre mere klimavenlige færgeløsninger i 2030 – indtil da sejler vi sort i vores spritnye færge.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT