En del af æren tilfalder statens egne medier i form af DR - og TV2 Bornholm. Men vi har også et frit og uafhængigt publicistisk medie på Bornholm, der ikke skriver, hvad den højeste bydende annoncør ønsker, eller følger de politiske vindes behov.
Vi er Tidende, og vi hylder debatten og den konstruktive og kritiske journalistik. Kun ved at turde dokumentere og fremlægge vores samfunds problemer kan vi reelt udvikle Bornholm i en god retning, selvom det af og til gør ondt. Kun ved fælles at samle viden og diskutere løsninger, kan vi finde de rette. Det har vi gjort siden 1866, og det bliver vi ved med.
2024 er beviset herpå. I år er vi vokset med 352 digitale abonnenter, og det skræmmende fald i papiravisabonnenter er i 2024 ’kun’ 7,9 procent. Totalt er vi blevet 78 flere abonnenter, der er med i sammenholdet om Bornholm.
Med den udvikling ligger der en fornuftig digital fremtid med råd til kvalitetsjournalistik og venter på os, og samtidig ser det ud til, at vi kan fortsætte med at udgive papiravis mange år endnu. Vi bliver ved med at udkomme på papir, så længe der er abonnenter nok. Fremtiden er digital, men papiret er stadig den bedste måde at læse godt stof på.