Det er ikke nogen nyhed, at Bornholm kan levere fødevarer i absolut topklasse. Fra små bryggerier og røgerier til mejerier og økologiske gårde har vinmarkeret os på både det nationale og internationale fødevarekort. Men der er forskel på at have gode produkter – og at kunne sælge dem, så de når bredt ud og skaber vækst. Netop her rammer det nye projekt, hvor lokale producenter lærer at bruge historiefortælling som en del af deres salg, plet.
For i en verden, hvor kvalitet alene sjældent kan stå uden for en stærk fortælling, er historien bag varen ofte det, der giver den værdi. Når kunder kan spejle sig i ildsjælen bag, i familiens kamp for at drive et lille landbrug, eller i de særlige bornholmske råvarer, så bliver varerne mere end mad: De bliver oplevelser, man vil betale for. Og det er netop denne ekstra dimension, der kan gøre forskellen for de små producenter, som kæmper i et marked præget af hård konkurrence.
Men det er ikke kun de små, der kan få glæde af fortællingens kraft. Hvis de store, konventionelle landbrug på Bornholm ser, at det faktisk kan betale sig at satse på kvalitet og autenticitet, kan de begynde at sadle om. Det er præcis den udvikling, vi har brug for, hvis visionen om Bornholm som Danmarks fuldskala gourmetø skal realiseres. Og det er ikke et luftkastel – vi har allerede bevist, at vi kan skabe merværdi gennem kvalitet og brand.
Der er stadig langt igen. At omdanne hele fødevareerhvervet kræver både mod, investeringer og viljen til forandring. Men fortællingerne kan være nøglen, der åbner døren. Når historien om varen sælges lige så godt som varen selv, kan der skabes overskud – og dermed handlefrihed – til at investere i nye metoder, bedre råvarer og en mere bæredygtig produktion.