Når Bornholmslinjen konsekvent vælger at anløbe havnene op mod ni minutter for sent for at spare olie og penge, så er det ikke bare dårlig kundeservice – det er et klart brud på den opgave, de har fået af samfundet og staten.
Bornholmslinjen har et særligt ansvar som samfundsbetalt operatør, hvor staten yder betydelige tilskud i en størrelse, der nærmer sig en halv milliard kroner om året. Derfor er det fuldstændig urimeligt, at rederiet aktivt spekulerer i at holde færgerne tilbage og bevidst forsinker passagererne. Tænk engang, hvis DSB eller BAT gav deres ansatte ordre til bevidst at forsinke afgange. Det ville – helt med rette – også udløse stor forargelse.
Sidste år transporterede Bornholmslinjen 1,7 millioner passagerer. Med gennemsnitligt ni minutters forsinkelse betyder det, at selskabet årligt arbejder for at spilde op mod 255.000 timer af passagerernes tid. Det svarer til cirka 150 fuldtidsstillinger, der med den gennemsnitlige indkomst på Bornholm repræsenterer over 43 millioner indtægtskroner i tabt lønindkomst hvert eneste år.
Selvfølgelig kan tid ikke omsættes direkte én-til-én i penge, men de 43 millioner indkomstkroner viser tydeligt, hvor alvorligt et problem Bornholmslinjens kyniske forsinkelser udgør. Det handler om respekt for passagererne og forståelsen af, at offentlig transport først og fremmest handler om at levere det produkt, man lover – rettidighed.