På bagkant af årets Folkemøde var direktør Peter Christiansen sikker på, at det skulle lykkes at finde et godt kompromis med de erhvervsdrivende, som er utilfredse med organisationens ageren, og det er velsagtens den kop kaffe, der skal drikkes en uskyldig tirsdag aften i september, hvor borgere og restauratører formentlig er blevet mindre højrøstede efter en indbringende sommersæson.
Så længe folk taler ordentligt
Folkemødedirektør Peter Christiansen veksler mellem at gå rastløst frem og tilbage på Domens terrasse, og at stå i døren og byde velkommen med håndtryk. Han håber på en god og åben dialog, hvor borgerne byder ind med alt det, de har på hjerte.
– Der er allerede rigtig mange, der har skrevet til os om det ene eller det andet, så jeg forventer en aften, hvor der bliver skudt i mange retninger, fortæller han få minutter i mødets start.
Han er derfor glad for at kunne holde et møde, hvor både kommune, politi og Folkemødet er til stede, og kan besvare de spørgsmål, der kommer.